Seneste nyt fra EH Aalborg

Læs om kampe og resultater

EH Aalborg fortsætter sejrsrækken i Gudme

8. januar 2023

Man går altid ind til første kamp efter julepausen med en vis spændning, holder niveauet også efter jul? I optakten var der en del bekymring til dagens kamp fra EH Aalborgs cheftræner Peter Jagd i forhold til, hvor meget stærkere Gudme HK var blevet i julepausen, da de havde fået gang i et par skadede spillere og havde ændret forsvaret til en mere offensiv formation. Men gæsterne fra EH Aalborg gav aldrig værterne fra Gudme HK muligheden for at skabe en overraskelse, dertil var topholdet fra Aalborg for stærke i søndagens kamp i kvindernes 1. division.

Værterne fra Gudme HK bragte sig foran 1-0, og fulgte med til 3-3, men herefter overtog EH Aalborg kampens styring. Aalborgenserne fik hurtigt skabt en solid føring og kunne gå til pause med en 9-16 føring.

Gudme HK startede 2. halvleg med 2 hurtige scoreringer og fik ny tro på opgaven ved reduceringen til 11-16. De næste 10 minutter var jævnbyrdige før EH Aalborg igen trak fra og afgjorde kampen. Efter 47 minutters spil gjorde EH Aalborgs topscorer Maiken Skov Nielsen det til 17-27 og dermed var kampen i realiteten afgjort. Værterne fra Gudme HK kom aldrig tilbage i kampen og EH Aalborg kunne tage en sikker sejr med hjem fra Gudme på 24-31.

EH Aalborg holder dermed fast i rækkens 1. plads 2 point foran Bjerringbro fH og 4 point foran Holstebro Håndbold, der dog senere søndag eftermiddag spiller mod netop Ejstrup/Hærvejen, der er næste opgave for EH Aalborg hjemme i Nørresundby Idrætscenter - kampen spilles lørdag den 14. januar kl. 14.30.

Målscorer EH Aalborg:
Maiken Skov Nielsen 6, Frida Høgaard Nielsen 5, Mette Brandt Nielsen 4, Andreas Jacobsen 4, Astrid Lynnerup 3, Signe Kusk 3, Märtha Hedenquist 2, Emma Aagaard Poulsen 1, Cecilie Termansen 1, Martine Tveter 1 og Marlene Lau Dahlmann 1

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram