Vi er meget glade for at kunne offentliggøre at vi har sikret Johanne Graugaard og Sofie Lassen´s underskrift til næste sæson. De to spillere som kom fra Vendsyssel Håndbold i Februar spillede sig efter ganske kort tid på holdet og det tog ikke lang tid før det stod klart at det var et stort ønske at tilknytte Johanne og Sofie´s kompetencer til den kommende sæson. Heldigvis var dette ønske gensidigt og dermed kan vi nu løfte sløret for næste sæsons første to aftaler ud af en række aftaler som offentliggøres denne uge.
Kommende Cheftræner Peter Jagd udtaler:
”Johanne har, siden Vendsyssels konkurs, været en del af EH Aalborg, og det er hun heldigvis også fra næste sæsons første kamp. Johannes relativt korte periode efterlod os dog aldrig med en svær overvejelse: Johanne skulle være i EH Aalborg næste sæson. Johanne er enormt dedikeret og detaljeret i hendes forberedelse, og det er rigtig vigtigt for os. Vi forventer ikke bare, at spillerne møder op, når træningen starter: Vi forventer, at spillerne planlægger deres hverdag efter at kunne præstere bedst muligt, og dét er Johanne virkelig et godt eksempel på. Vi er rigtig glade for, at Johanne vil vogte målet for os næste år”
Selv udtaler Johanne:
“Jeg har valgt EH Aalborg, da jeg ser klubben som det perfekte match til mig. Det er både i forhold til det høje ambitionsniveau, det gode træningsmiljø og at jeg fortsat kan passe mit studie ved siden af. Jeg har været så heldig at have været en del af EH den seneste måneds tid, hvilket bare har gjort beslutningen lettere, da mit indtryk af alle i og omkring klubben har være rigtig godt. Jeg glæder mig utroligt til at komme i gang med en ny sæson!”
Peter Jagd om tilknytningen af Sofie Lassen:
”Sofie kommer til fra Vendsyssel med mange gode kvaliteter. Først og fremmest har hun dækket op på et meget højt niveau, men vi skal have mere frem i hende: Fra tidligere ved jeg, at hun har et godt skud gemt, hvis hun bliver sat i de rigtige situationer, og så vil jeg også advare vores kommende modstandere om hendes fornuftige brud, hvis de forsøger at komme frem på hende. Sofie kommer til at bidrage med mange facetter i bagkæden, og vi har store forventninger til, at hun, sammen med de andre, kan løfte EH Aalborg til næste niveau.”
Sofie udtaler:
“Jeg er meget taknemmelig over og glæder mig til, at kunne fortsætte min udvikling i EH Aalborg til næste sæson. Jeg har tidligere været ungdomsspiller i EH Aalborg, og var rigtig glad for min tid. Jeg er glad for, at få muligheden for at være tilbage i EH Aalborg trøjen igen, og have hjemmebane i Nørresundby. Jeg glæder mig til et godt samarbejde med pigerne, trænerstaben og folkene omkring. Jeg har haft gode snakke med klubben, og er 100 % parat til at indgå i EH’s stærke træningsmiljø, og ligge yderligere lag på mit spil i håb om topplacering til næste sæson. Jeg håber, at kunne bidrage både på og udenfor banen, og være med til at skabe et tophold i 1. division til den kommende sæson. Udover håndbolden studerer jeg til sygeplejerske. Jeg er færdiguddannet i januar 2023, og forventer at det giver mig gode muligheder for at finde job i Aalborg. Jeg glæder mig til at starte på sæson 2022/2023 i EH Aalborg.”