EH Aalborg måtte se sig besejret af København Håndbold

Torsdag aften var Skansen i Nørresundby fyldt med energi og forventninger, da EH Aalborg tog imod København Håndbold i Kvindeligaen. Aftenen bød ikke kun på god håndbold, men også på et velbesøgt VIP-arrangement med over 150 sponsorer til stede for at fejre nytåret.

Før kampen var der samlet en del af klubbens sponsorer til Nytårskur, hvor Den Glade Kok ved Søren Klinsmann serverede udsøgte sandwich og kransekage, akkompagneret af champagne. Proteingigantens indehaver, Rasmus Olsen, leverede et inspirerende oplæg og uddelte smagsprøver, efterfulgt af Cheftræner Peter Jagd, som gav sponsorerne et indblik i kampens taktiske oplæg. Den gode stemning i VIP-området smittede tydeligt af på publikum, der i stort tal havde fundet vej til hallen for at støtte hjemmeholdet.

En kamp med højt tempo og flotte redninger

EH Aalborg gik ind til opgøret med stor selvtillid og en ambition om at udfordre de stærke københavnerne. Kampens indledning var præget af København Håndbolds målvogter, Bianca Schanssema, leverede en præstation ud over det sædvanlige, med en redningsprocent på næsten 60% i første halvleg. Trods solidt forsvar og fornuftigt angrebsspil fra EH Aalborgs side lykkedes det ikke at få bolden i mål ofte nok. Ved pausen var stillingen 10-15 i Københavns favør.

Tættere på, men ikke nok

Efter pausen kom EH Aalborg bedre med og reducerede hurtigt til 12-15 ved Clara Lerby. Desværre kostede enkelte fejl dyrt, og København Håndbold formåede at holde hjemmeholdet på afstand med deres effektive kontrafase og skarphed i afslutningerne. EH Aalborg forsøgte sig med 7-6 spil, men det åbnede samtidig op for et par lette scoringer til gæsterne. Kampen sluttede 26-31, efter en intens og seværdig indsats fra begge hold, hvor EH Aalborg lige manglende de sidste 5-10 i afslutninger. Derfor kunne Københavnerne tage begge point med hjem til hovedstanden.

Statistik og målscorere

En afgørende faktor i kampen var forskellen var som skrevet scoringsprocenterne. EH Aalborg scorede på 54,2% af deres afslutninger, mens København Håndbold lå på hele 66,0%. For hjemmeholdet var Silje Brøns kampens topscorer med 7 mål og kampens spiller, mens Mette Brandt og Clara Lerby hver bidrog med 4 scoringer.

Målscorere for EH Aalborg:

  • Silje Brøns: 7
  • Mette Brandt: 4
  • Clara Lerby: 4
  • Anja Hvid Bang: 3
  • Maiken Skov: 3
  • Frederikke Gulmark: 2
  • Mirja Lyngsø: 1
  • Cecilie Termansen: 1
  • Sofie Lassen: 1

Selvom kampen endte med et nederlag, var der mange positive momenter at tage med videre for EH Aalborg. Holdet viste vilje, sammenhold og solidt spil, som de forhåbentlig kan bygge videre på i de kommende kampe. Næste kamp bliver allerede på søndag ude mod Sønderjyske i Aabenraa.