EH Aalborgs 1. Divisions Kvinder går nu på en tiltrængt (og velfortjent) form for ”vinterhi”. Efter den flotte sejr på 38-31 i lørdagens kamp mod Ejstrup/Hærvejen holder EH Aalborg nu to ugers pause fra haltræningen, inden december måned bruges på at forberede 2. halvsæson. Pausen kommer på et godt tidspunkt og kommer til at sende EH Aalborg endnu stærkere tilbage efter jul:
”Vi har været hårdt ramt af skader i efteråret. Småskader har fra kamp til kamp holdt enkelte spillere ude, ligesom vi pt. kæmper med at få Rikke Thorngaard og Laura Skovhus tilbage på banen hurtigst muligt efter knæskader. Værst gik det dog ud over Mette Brandt, der som bekendt er ude resten af sæsonen med en korsbåndsskade. Vi ønsker selvfølgelig god bedring til dem alle, og håber at se dem tilbage på banen snarest.
Det leder os jo så videre til at rose den resterende del af holdet for deres indsats! Jeg har været enormt imponeret over, hvordan pigerne bare er rykket endnu tættere sammen i bussen og har løftet et stort ansvar. Når tingene har brændt på, har man ikke kunne kigge på andre – så har man selv måtte tage sagen i egen hånd, og det skal jeg love for, at de har gjort. 10 kampe, 10 sejre, mere end 33 mål scoret pr. kamp en gennemsnitlig sejr på 9 mål taler sit eget sprog.
Nu venter der et par ugers pause: Enkelte spillere er fysisk helt fit for fight, og de kommer til at lægge yderligere lag på fysikken. De fleste spillere har dog fysisk brug for en pause, så de kan komme småskaderne til livs. Dertil bliver det rart mentalt at koble fra kamp- og præstationsræset. Der venter en lang 2. halvsæson, og den skal vi være klar til både fysisk og mentalt, for erfaringerne fra sidste år fortæller os jo bare, hvor svært det er at blive nummer 1: Vi skal vinde HVER gang vi spiller, men det har vi så også tænkt os at gøre.” siger cheftræner Peter Jagd.
Med skadessituationen in mente er EH Aalborg fortsat på jagt efter en erstatning eller to, der yderligere kan hjælpe holdet:
”Vi vil for alt i verden gerne i Kvindeligaen, men til dét har vi brug for at forstærke os. Det er dog en længere proces, da vi skal være sikre på, at vi finder den helt rigtige. Det arbejder vi på i vinterpausen, så vi kan stå endnu stærkere efter nytår.” slutter Peter Jagd.
De fleste andre 1. Divisions hold fortsætter ind i december med at spille kampe. EH Aalborg har dog fået en pause, da vi sender vores målvogter Elin Thorsteinsdóttir afsted til VM med Island. Island spiller første kamp til slutrunden torsdag d. 30. november kl. 18:00 mod Slovenien, hvorefter de møder hhv. Frankrig og Angola. Vi ønsker Elin al held og lykke, og følger alle sammen tæt med hjemmefra.
Næste hjemmekamp er først i det nye år, hvor EH Aalborg lørdag d. 13. januar kl. 14:00 tager imod Fredericia HK.