EH Aalborg sejrede til sidst !

På en blæsende fredag aften trak EH Aalborgs 1. Divisions Kvinder sig sejrrigt ud af udekampen mod Hadsten Håndbold. Inden kampen lå holdene nr. 1 og 3 i rækken, og kampen bød da også på en masse god håndbold, høj intensitet og spænding til det sidste. I slutfasen kom Hadsten dog aldrig tættere på end 2 mål, og dermed blev de to point taget med nordpå:

Hadsten bød lige så meget op til dans, som vi havde forventet. Et hold med mange dygtige spillere som absolut godt kan blande sig i toppen. Jeg synes dog, at vi fik angrebet kampen rigtig fint, og selvom vi hen mod slutningen af kampen blev smalle, leverede pigerne bare på et rigtig højt niveau og holdt hovedet koldt da kampen skulle afgøres. Stor ros til pigerne for en flot indsats!

Med weekendens resultater har EH Aalborg nu to point ned til de nærmeste konkurrenter fra Holstebro Håndbold. Netop Holstebro venter i næste hjemmekamp, som spilles i Skansen fredag d. 3. november kl. 19:00. Næste kamp er dog en udekamp, hvor EH Aalborg på søndag gæster DHG Odense.