EH Aalborg spiller hjemme lørdag mod Roskilde

Lørdag den 28. januar kl. 14:30 i Nørresundby Idrætscenter, hvor Roskilde Håndbold kommer på besøg. I sæsonens første opgør vandt EH Aalborg en klar sejr på udebane, men cheftræner Peter Jagd forventer en helt anden kamp denne gang:

I vores første opgør ramte vi rigtig mange ting rigtigt og fik afgjort kampen midtvejs i 2. halvleg. Det kan jeg selvfølgelig håbe på en gentagelse af, men det er slet ikke den forventning, jeg har til kampen. Roskilde er, ligesom os, inde i en god stime med tre sejre i træk, hvor de i snit har scoret mere end 32 mål, så det er et velspillende Roskilde-hold vi i denne uge forbereder os på.

Efter et par uger med sygdom er hele holdet nu tilbage, og det har været dejligt igen at være fuldtallige til træning og kunne træne med høj intensitet. Det bliver der brug for, for at kunne følge med i Roskildes tempo, men ikke mindst også at kunne skrue op for vores egen kontrafase.

Vi glæder os til kampen, og håber på lige så god opbakning på hjemmebane som altid.