EH Aalborg udraderer Hadsten i tidlig topkamp

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg tog en regulær storsejr i sæsonens første hjemmekamp, da oprykningsaspiranterne fra Hadsten Håndbold blev besejret med imponerende 35-22.

Af Stefan Holmager Larsen

Der var ganske enkelt klasseforskel fra første fløjt, da håndboldkvinderne fra EH Aalborg lørdag tog årets første sejr i landet næstbedste håndboldrække. På hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter vandt nordjyderne med hele 35-22 over oprykningsaspiranterne fra Hadsten Håndbold.

Både Hadsten og EH Aalborg fristede i sidste sæson en tilværelse blandt den absolutte top i 1. divisionen, og forventningen er, at de to klubber fortsætter parløbet i år. Men med en sikker redning af unge Laura Askvist og to hurtige scoringer af Emma Aagaard i kampens første to minutter, var det som om hjemmeholdet havde glemt, at de to hold burde være jævnbyrdige.

I et snuptag var EH Aalborg i front med 5-0, og herfra fortsatte et ulige opgør, hvor særligt Askvist som et andet målmandsmonster parerede det ene skud efter det andet og slugte al mod fra de tøvende østjyder.

I kampens modsatte ende spillede aalborgenserne kispus med et tungt Hadstenforsvar, og lige meget hvilken af hjemmeholdets spillere der skød på mål, var der nærmest scoringsgaranti i en første halvleg, der endte 17-10 til EH-Aalborg-favør.

End ikke et genoplivningsforsøg i anden halvleg med hurtige opgiverkast og et offensivt forsvar fra Hadstenholdet kunne kaste grus i Allan Heines veltrimmede opstilling, og i stedet kunne nordjyderne juble over en vanvittig periode på 11 minutter, hvor EH Aalborg ydmygede gæsterne med 11 (elleve!?) scoringer i streg. Dermed satte holdet en tyk streg under styrkeforholdet i dagens kamp og to point ind på kontoen.

– En så stor sejr over Hadsten, det havde jeg på ingen måder forestillet mig – som i på ingen måder overhovedet! Vi boksede med tingene i sidste uge (mod Roskilde, red.) specielt defensivt. Vi har fået nogle trælse skader ind og har også sygdom i truppen samtidig med det. Men folk rykker bare sammen, og dem, der er klar, de giver sig bare 120 procent, så… Som jeg lige har sagt til pigerne, jeg har kræftedeme stor respekt for det. Jeg har været træner nu i mange år efterhånden, og denne her måde at bounce tilbage på, efter man har været lidt nede, det har jeg virkelig respekt for. At vi på den måde var proaktive i stort set alle handlinger, og at vi var et skridt foran både mentalt og fysisk, og det var fedt at se, lyder de store roser fra Allan Heine.

Nu venter der en uges pause, inden holdet atter løber på banen i landets næstbedste håndboldrække. Det sker søndag den 26. september klokken 15.00, når holdet på udebane møder TMS Ringsted.

EH Aalborg – Hadsten Håndbold 35-22 (17-10)

Målscorere EH Aalborg: Rikke Hoffbeck 8, Frida Høgaard 8, Anne Brinch-Nielsen 7,  Sandra Erlingsdottir 5, Emma Aagaard Poulsen 2, Cecilie Termansen 1, Caroline Højer Sørensen 1, Njoma Zogaj 1, Nyala Krullaars 1 og Mille Eisenhardt 1.

Stillinger undervejs:

5-0, 8-2, 13-6, (17-10), 20-12, 21-15, 22-17, 33-17, 35-22