Fredag aften sikrede EH Aalborg sig en flot sejr i topkampen mod Holstebro Håndbold. EH Aalborg kom godt fra start med en føring på hele 10-4, men måtte så se sig indhentet ved 13-13. Det blev dog til en pauseføring på 16-14, og straks derefter kom EH Aalborg flyvende fra 2. halvlegs start og kom foran 21-16. Holstebro hentede igen ind, men nåede aldrig tættere på end to mål et kvarter før tid: EH Aalborg var for tredje uge i træk skarp i kampens slutfase, og kunne derfor tage fra opgøret med en flot sejr på 33-27.
”Først og fremmest vil vi gerne sende en stor tak til alle de fremmødte tilskuere. Det betyder enormt meget for vores præstationer, og vi nyder hver eneste gang at spille på hjemmebane. Så tak for opbakningen!
Dernæst skal lyde en kæmpe ros til de hårdt kæmpende piger. Den seneste periode har vi været rystet lidt af skader, og har måtte gentænke lidt at vores spil. Men den præstation, de leverede fredag aften, er bare enormt imponerende! Der er mange spillere, vi kunne rose med store ord, men må bare holde det til, at kollektivet igen sejrede for os
Nu ser vi ind i et par uger, hvor vi bl.a. skal spille tre kampe på ni dage. Her skal vi levere på samme høje niveau, så vi kan fastholde vores 1. plads henover julen” siger cheftræner Peter Jagd.
EH Aalborg skal næste gang i aktion fredag d. 10. november på udebane mod Fredericia. Herefter venter to hjemmekampe i træk: AGF tirsdag d. 14. november kl. 19:00 i Skansen, og allerede igen lørdag d. 18. november kl. 14:00, hvor Ejstrup/Hærvejen kommer på besøg.