EH-nederlag i intens hjemmekamp mod Ringkøbing

Der var spænding og intensitet for alle pengene, da EH Aalborg tirsdag aften tog imod Ringkøbing Håndbold i Skansen i Nørresundby. Desværre for hjemmeholdet var det dog de vestjyske gæster, der til sidst kunne juble over en sejr på 30-33 og to point til tabellen.

Foran en ellers fyldt Skansen blev der fra kampens indledning leveret tempofyldt angrebsspil i høj klasse fra begge mandskaber, og efter godt 16 minutter stod der 9-10 til gæsterne. Herfra tog EH Aalborg sig dog en mindre scoringspause, som Ringkøbing brugte til at bringe sig foran 11-14, inden en stærk slutspurt med flere mål af blandt andre en velspillende Frederikke Gulmark fik vendt opgøret på hovedet, og så kunne hjemmeholdet gå til pause foran med en enkelt.

Anden halvleg bød på flere fejl end første, men det var dog alligevel konstant med EH Aalborg et mulehår foran på måltavlen. Som kampen skred frem sneg der sig dog flere fejl ind i spillet, ligesom den nordjyske defensiv havde det svært mod de fodrappe vestjyder, og det resulterede flere gange i udvisninger til hjemmeholdet.

Ved stillingen 28-28 med 4 minutter tilbage af opgøret trak den tidligere EH-spiller Frida Høgaard dog både et straffe og en udvisning til det nordjyske hjemmehold. Herefter fulgte en sikker scoring og den første Ringkøbing-føring siden første halvleg, og med en spiller i undertal gik gassen ud af ballonen for EH Aalborg, mens de gæstende vestjyder kunne lukke og slukke kampen.

EH Aalborg – Ringkøbing Håndbold 30-33 (16-15)

Målscorere EH Aalborg:
Clara Lerby 9, Anna Hviid Bang 5, Frederikke Gulmark 5, Maiken Skov 3, Mette Brandt 3, Cecilie Termansen 2, Silje Brøns 1, Camilla Thorhauge 1 og Sofie Lassen 1.

Redningsprocenter EH Aalborg:
Johanne Graugaard 23,8 procent

Udvisninger:
EH Aalborg: 5 x 2 minutter
Ringkøbing: 1 x 2 minutter