Farvel til sidstepladsen – Ny sejr til EH Aalborg

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg tog søndag endnu en sejr i Kvindeligaen, da holdet på udebane slog Aarhus Håndbold i en særdeles tæt kamp med 26-27.

Det så ellers ikke ud til at skulle gå EH Aalborgs vej, da Aarhus på hjemmebanen i Djurslands Bank Arena efter godt 6 minutters spil bragte sig foran med 6-2 af den tidligere EH-spiller Line Berggren Larsen, mens Cecilie Termansen blev præsenteret for en udvisning. En hurtig time out hjalp dog gevaldigt, og de gæstende nordjyder kæmpede sig herefter tilbage i opgøret.

Flere gange var EH-kvinderne også oppe på siden af hjemmeholdet på måltavlen, men det var først efter 36 minutters spil, at de kunne juble over den første føring, da Camilla Thorhauge sendte læderkuglen i kassen til Aalborg-føring på 16-17.

Herfra blev kampen spillet på de nordjyske kvinders præmisser – og flere gange med et EH-forspring på 3 mål til følge – men alligevel lykkedes det for Aarhus at bringe spændingen tilbage i opgøret, da de med under to minutter tilbage af kampen fik udlignet til 26-26.

28 sekunder før slutfløjt scorede Clara Lerby dog et afgørende mål, og da Johanne Graugaard i sidste sekund brillerede med sin redning nummer 20 på et skud fra Aarhus’ Anna Wierzba endte det hele altså med nordjysk ekstase.

Med sejren står EH Aalborg nu noteret for 10 point i landets bedste håndboldrække, hvilket bringer dem en enkelt plads frem i tabellen med 1 point flere end Skanderborg Håndbold på sidstepladsen, der betyder direkte nedrykning fra ligaen.

Aarhus Håndbold – EH Aalborg 26-27 (14-13)

Målscorere EH Aalborg:
Silje Brøns 6, Anna Bang 4, Marlene Dahlmann 4, Clara Lerby 4, Camilla Thorhauge 3, Mette Brandt 3, Frederikke Gulmark 2 og Cecilie Termansen 1.

Redninger:
Johanne Graugaard: 20 redninger på 42 skud (47,6%)

Udvisninger:
Aarhus: 1 x 2 minutter
EH Aalborg: 2 x 2 minutter