Efter sejr ude over Gudme HK i den forgangne weekend venter 2023s første hjemmekamp i Nørresundby Idrætscenter for EH Aalborg. På lørdag den 14. januar kl. 14:30 kommer Ejstrup/Hærvejen på besøg – en modstander der i første møde matchede EH Aalborg rigtig godt i kampens første 45 minutter, hvorefter Aalborgenserne trak fra og vandt 23-28.
Siden den gang har de fået en playmaker hjem fra en periode i udlandet, og de har tilmed skiftet træner henover julepausen, så vi er selvfølgelig spændte på at se, hvad de kommer med denne gang.
Cheftræner Peter Jagd: “Vi kigger selvfølgelig på, hvad vi tror der skal til for at vinde kampen, ligesom vi holder skarpt fast i at træne de ting, der skal holde vores niveau stabilt højt over de næste knap tre måneder”.
“Jeg forventer en kamp i et højt tempo på lørdag, og dermed forhåbentligt også en seværdig kamp. Vi håber derfor på mange tilskuere i hallen, så vi kan få den opbakning, der altid løfter vores præstation på banen”.
Kampen mod Ejstrup/Hærvejen er også top mod bund. Gæsterne fra Ejstrup/Hærvejen indtager rækkens jumboplads, men har spillet flere tætte kampe, hvor de først i de sidste minutter har måtte se sig slået.
Aalborgenserne indtager 1. pladsen i kvindernes 1. division. Rundens øvrige resultater gav også sejre til de nærmeste forfølgere fra Bjerringbro fH og Holstebro Håndbold.