Der er lagt op til hurtig og seværdig håndbold på topniveau, når sidste års DM-sølvvindere fra Nykøbing Falster Håndbold lørdag kommer på besøg hos EH Aalborg.
Her venter der nemlig en særdeles svær kamp mod et mandskab der tæller navne som den forhenværende landsholdsprofil Kristina ‘Mulle’ Kristiansen, den stærke norske stregspiller Mona Obaidli, EM-søvvinder og dansk landsholdsspiller Stine Eiberg samt den tidligere Champions League-vinder Sofie Börjesson i målet.
Men selvom NFH, der befinder sig på en øjeblikkelig 5. plads i kvindeligaen, stiller til kamp med en stjernespækket trup, så har de nordjyske kvinder fra EH Aalborg langt fra tænkt sig at lægge sig fladt ned og vente på at blive kørt over.
“Man kan sige, at på papiret, er Nykøbing et bedre hold og må også tage favoritværdigheden, men jeg synes faktisk, at selvom vi ikke har fået point efter nytår, så har vi spillet godt, og tror jeg sagtens, at vi kan matche dem og gøre det til en tæt kamp. Så må vi se, hvem der til sidst ender med at trække det længste strå,” lyder det fra EH Aalborgs cheftræner Peter Jagd.
EH vil udfordre på farten
Kontraer og håndbold i højt tempo har i mange år været et varemærke for NFH, og flere hold har da også lidt tocifrede nederlag i kampe mod de gulblusede falstringer. Derfor har flere modstandere forsøgt at trække tempoet ud af kampen, når Nykøbing har været modstander, men den tilgang har Peter Jagd ikke umiddelbart tænkt sig at følge.
“Sidste gang vi spillede mod Nykøbing på udebane, lavede vi faktisk flere mål på kontra, end de gjorde. Vi tabte så alligevel. Men derfor er vi ikke helt så bange for at tage den kamp op og løbe lidt med dem. Det kan være, at det kommer til at koste, men jeg tror faktisk ikke, at det er nogen dum idé at løbe lidt med dem,” lyder det fra EH Aalborg-træneren, der af samme grund tror på masser af tempo og mange mål i kampen.
“Det er min overbevisning, at begge hold godt kan runde 30 scoringer. Det skete også, da vi tabte nede i Nykøbing, hvor kampen endte 36-30. Men også fordi, at de vi gerne løbe, og vi vil gerne løbe, og nede i Nykøbing var vi bedst til at løbe, og det håber jeg selvfølgelig også, at vi er i denne kamp,” siger Peter Jagd.
Kampen mellem EH Aalborg og Nykøbing Falster Håndbold spilles lørdag den 1. februar klokken 13.30 i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.
Du kan købe billet til kampen her