
Håndboldkvinderne fra EH Aalborg kommer på sæsonens måske sværeste opgave, når holdet onsdag aften gæster de forsvarende danske mestre fra Odense Håndbold i Bambuni Kvindeligaen.
Opgøret kommer ovenpå halvanden uges landsholdspause, hvor EH Aalborg-truppen dog ikke har ligget på den lade side. I stedet har de været travl beskæftiget i træningslokalet og nydt, at den seneste kamp i landets bedste håndboldrække blev til en sejr hjemme i Skansen over Bjerringbro fH.
“Vi har brugt pausen på at kigge lidt på de ting, som vi synes, vi skulle forbedre og så taget det med på træningsbanen. Men faktisk har vi også brugt en del tid på bare at være super glade for, at vi vandt den kamp inden landsholdspausen mod Bjerringbro. Det var en fed kamp, og vi synes, at vi spillede kampen godt, så vi har været super tilfredse og glade for, at vi tog de to point hjemme, så det har selvfølgelig også givet en rigtig god stemning,” fortæller assistenttræner Kenneth Hedegaard.
Et af verdens bedste hold venter
Mens EH Aalborg i forrige runde altså kunne juble over sæsonens anden sejr i kvindeligaen, så er situationen en noget anden hos de orangeklædte fynboer. Odense Håndbold har som det eneste hold vundet rub og stub i de første seks spillerunder, ligesom de er noteret for en målscore på +50.
Dermed bygger fynboerne – anført af blandt andre Mie Højlund, Thale Rushfeldt Deila, og Elma Halilcevic – videre på en forrygende sæson sidste år, hvor Odense foruden DM-guld også nåede hele vejen til Champions League-finalen, hvor de dog måtte se sig slået med 29-27 af ungarske Györ.
Men selvom der onsdag aften altså venter EH Aalborg en modstander fra allerøverste hylde, så har nordjyderne valgt at bruge kampen på at fokusere på sig selv, og se hvad de kan gøre for at optimere både forsvar og angreb mod en af verdens stærkeste klubber.
“Sidste år var Odense et af de fire bedste hold i verden, og det kan man vurdere, at det er de nok stadigvæk – de har i hvert fald mulighed for at blive det. Og de ser eddermame gode ud! Men vi kommer til at have en plan, som vi håber vi kan lykkes med i forhold til at se frem imod Horsens-kampen (i næste spillerunde, red.). Så selvom vi selvfølgelig går på banen for at få de to point, så går vi også på banen med fokus på nogle ting, som vi gerne vil være skarpere på,” siger Kenneth Hedegaard.
Kampen mellem Odense Håndbold og EH Aalborg spilles onsdag den 22. oktober klokken 18.30 i Sydbank Arena Odense.
