De nordjyske håndbolddarlings fra EH Aalborg fortsatte det høje niveau fra de seneste kampe, da holdet påskesøndag gæstede Ringkøbing i kvalifikationsspillet til Kvindeligaen, og denne gang blev det endda til en overraskende sejr og to 2 point, da aalborgenserne imponerede og vandt 31-34 i Vestjylland.
Der var fra første fløjt dømt højt tempo og masser af mål fra begge mandskaber, og særligt stregspiller Cecilie Termansen gjorde sig positivt bemærket med masser af mål og høj træfsikkerhed i kampens første halve time, som var helt tætte indtil knap 5 minutter før pausen, hvor EH Aalborg på en god slutspurt rykkede fra til først 11-16 og senere pausestillingen på 13-18.
Men hvis man troede, at det vestjyske hjemmehold med flere tidligere EH Aalborg-spillere på banen var rystede, så blev man blive slemt skuffet. Ringkøbing kæmpede sig med næb og klør nemlig tilbage i kampen, og efter 46 minutters spil var stillingen atter helt lige ved 24-24.
Tre hurtige scoringer fra først Clara Lerby, dernæst Camilla Thorhauge og til sidst Mette Brandt gav dog atter nordjyderne luft på måltavlen, og selvom Ringkøbing herefter satte tempoet i vejret i angrebsspillet, så var det for sent mod et velspillende EH Aalborg-mandskab, der bevarede roen og kørte en imponerende sejr hjem på en svær udebane.
Med sejren er EH Aalborg nu noteret for 3 point i tabellen med to kampe tilbage. Holdet mangler en udebanekamp mod Bjerringbro fH, der spilles søndag i næste uge, samt en hjemmekamp i Skansen den 4. maj, hvor Skanderborg Håndbold kommer på besøg.
Ringkøbing Håndbold – EH Aalborg 31-34 (13-18)
Målscorere EH Aalborg:
Clara Lerby 9, Cecilie Termansen 6, Mette Brandt 5, Frederikke Gulmark 5, Silje Brøns 4, Maiken Skov 2, Anna Hviid Bang 1, Camilla Thorhauge 1 og Sofie Lassen 1.
Redningsprocenter:
Johanne Graugaard: 32,6 procent
Udvisninger:
Ringkøbing: 1 x 2 minutter
EH Aalborg: 3 x 2 minutter