Seneste nyt fra EH Aalborg

Læs om kampe og resultater

Nordjysk nederlag after målrig pokalkamp

27. august 2021

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg gav overmagten kamp til stregen men måtte alligevel se sig slået i en velspillet pokalkamp mod Nykøbing Falster Håndbold fredag aften.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg fik vist sig frem fra den flotte side, da sidste sæsons pokalfinalister fra Nykøbing Falster Håndbold gæstede Nørresundby Idrætscenter i ottendedelsfinalen af pokalturneringen Santander Cup. Trods en hæderlig indsats mod ligaholdet, så måtte hjemmeholdet dog alligevel se sig slået 28-36.

Det gæstende ligahold bragte sig hurtigt i front fra første minut, og da der efter blot 3 minutter og 33 sekunder stod 1-4, har der med garanti været flere svedige håndflader blandt det fremmødte publikum på Solsiden. Heldigvis begyndte det aalborgensiske angrebsspil så småt at vågne, og på gode aktioner af Sandra Erlingsdottir og Mille Eisenhardt var hjemmeholdet pludselig helt med igen.

Herfra fulgte en første halvleg, hvor ligamandskabet hele tiden skabte et lille hul, som hurtigt blev indhentet at hjemmeholdet, uden at aalborgspillerne dog nåede helt op på omgangshøjde med NFH. Med halvandet minut tilbage af halvlegen var nordjyderne på 14-17, inden falstringerne med to hurtige scoringer kunne gå til pause foran med fem mål.

Anden halvleg fortsatte i samme dur, hvor gæsterne flere gange truede med at trække fra, men på forrygende fight, flotte kontraløb og flere gode redninger af EH Aalborgs nye målkvinde Synna Lien lykkedes det ad flere omgange af afværge en truende afklapsning. Således lykkedes det holdet at holde stillingen på både 20-25 og 25-30 med blot ti minutter af kampen, inden ligaholdet alligevel fik trukket en smule fra på tavlen til sidst.

Efter kampen blev nordjydernes fløjkriger Anne Brinch-Nielsen fortjent kåret til kampens EH Aalborgspiller

EH Aalborg - Nykøbing Falster Håndbold 28-36 (14-19)

Målscorere EH Aalborg:

Frida Høgaard Nielsen 5, Anne Brinch-Nielsen 5, Sandra Erlingsdottir 5, Mille Eisenhardt 3, Rikke Hoffbeck Petersen 3, Nyala Krullaars 3, Njoma Zogaj 1, Signe Kusk 1, Maiken Skov Nielsen 1 og Cecilie Termansen 1.

Stillinger undervejs:

1-4, 4-5, 5-9, 7-13, 10-14, 12-15, 14-17, (14-19) 19-24, 20-27, 25-30, 26-33, 28-36

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram