Seneste nyt fra EH Aalborg

Læs om kampe og resultater

Nordjysk nedtur: EH taber sæsonpremieren i Roskilde

11. september 2021

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg måtte lørdag rejse tomhændede hjem fra sæsonens første kamp i landets næstbedste håndboldrække, da holdet på udebane tabte 33-28 til Roskilde Håndbold.

Af Stefan Holmager Larsen

Syv grusomme minutter i anden halvleg blev udslagsgivende, da håndboldkvinderne fra EH Aalborg lørdag spillede første kamp i denne sæsons 1. division. I den periode gik hjemmeholdet Roskilde Håndbold nemlig fra 22-20 til 28-20, og så måtte nordjyderne se sig slået på Sjælland.

- Det var i bund og grund ikke godt nok. Det er en rigtig ærgerlig start for os. Vi havde håbet på, at vi kunne have fået en sejr herovre og få skudt sæsonen godt i gang, men sådan blev det ikke, lyder det fra EH Aalborg-træner Allan Heine.

Den nordjyske nedtur startede dog allerede før kampen begyndte på banen, da bussen med EH Aalborg-truppen blev fanget i et trafik-kaos over Storebæltsbroen. Lørdag blev der nemlig afholdt motionsløb for op mod 15.000 motionister, hvilket forsinkede nordjydernes ankomst til Domkirkebyen.

Da kampen efter en times udsættelse langt om længe blev fløjtet op, var det dog to toptunede og aggressive mandskaber, der var klar fra start, og igennem hele første halvleg skiftedes de to hold til at tage teten. Bedst så det dog ud med nordjyske øjne, da Allan Heines tropper fem minutter før pausen bragte sig i front med to mål, men fire hurtige scoringer af hjemmeholdet vendte billedet på hovedet.

Dermed var det fra anden halvlegs start EH-spillerne, der jagtede Roskildeholdet, og det så ud til at gå nogenlunde indtil de famøse syv minutter midt i halvlegen, hvor hjemmeholdet knækkede nordjydernes vinderchancer.

- Der er dér, hvor kampen bliver vundet af Roskilde, og i lige præcis den periode er vi uskarpe i vores angrebsspil, mens vi defensivt tillader afslutninger overalt på banen, og de går ind hver gang. Så derfor bliver det jo vanskeligt at presse noget angrebsmæssigt igennem, fordi vi kommer mere og mere bagud, siger Allan Heine.

Det var dog særligt det nordjyske forsvar, der havde svært ved at dæmme op for Roskildes lange, tålmodige angreb, som i de fleste tilfælde endte med scoring, og derfor lykkedes det aldrig aalborgenserne at finde fodfæste på Sjælland.

- I det store hele er vi slet ikke stærke nok defensivt i den her kamp. Vi lukker 33 mål ind, og det er alt for mange. Vi skal slet ikke tillade vores modstandere at komme til så mange chancer og så lave så mange mål. Det gør jo også, at vores kontrafase bliver udfordret, når vi så mange gange skal samle bolden op i målet.

Med nederlaget har EH Aalborg både revanche og sæsonens første point til gode, men det kan der rettes op på, når holdet lørdag den 18. september spiller første hjemmekamp i Nørresundby Idrætscenter. Her kommer Hadsten Håndbold på besøg i en kamp, der spilles klokken 13.30.

Roskilde Håndbold - EH Aalborg 33-28 (16-14)

Målscorere EH Aalborg: Sandra Erlingsdottir 9, Frida Høgaard 6, Cecilie Termansen 5, Emma Aagaard Poulsen 3, Rikke Hoffbeck 2, Anne Brinch-Nielsen 2 og Nyala Krullaars 1.

Stillinger undervejs:

3-2, 5-5, 8-6, 10-8, 11-11, 12-14, (16-14) 19-15, 22-20, 28-20, 30-22, 31-26, 33-28

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram