Nu begynder kvalifikationsspillet til Kvindeligaen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg tager i denne uge hul på kvalifikationsspillet til Kvindeligaen, som holdet kvalificerede sig til, da de i sidste spillerunde af grundspillet på imponerende vis vandt 32-30 over SønderjyskE.

I kvalifikationsspillet, der består af de fem hold fra Kvindeligaen, som sluttede på pladserne 9 – 13 i det netop afsluttede grundspil, skal holdene møde hinanden én gang hver, hvoraf to af kampene spilles på udebane og to på hjemmebane.

For EH Aalborg betyder det, at holdet over de kommende uger har følgende kampe på programmet:

16. april klokken 19.00 i Skansen: EH Aalborg – Silkeborg/Voel
20. april klokken 15.00 i Ringkøbing: Ringkøbing Håndbold – EH Aalborg
27. april klokken 15.00 i Bjerringbro: Bjerringbro fH – EH Aalborg
4. maj klokken 15.00 i Skansen: EH Aalborg – Skanderborg

De fem hold i kvalifikationsspillet har på forhånd fået point over alt efter deres placering i grundspillet. Silkeborg/Voel og Ringkøbing har 2 point hver efter deres placering som henholdsvis nummer 9 og 10, Bjerringbro og EH Aalborg har hver 1 point takket været deres placeringer som nummer 11 og 12, mens Skanderborg har 0 point med sig, da de sluttede grundspillet som nummer 13. Det betyder, at stillingen i kvalifikationsspillet inden første kamp ser således ud:

Når kvalifikationsspillet er slut efter EH Aalborgs hjemmekamp mod Skanderborg, vil de fire øverstplacerede hold være klar til den kommende sæson i Kvindeligaen, mens dén klub, der slutter sidst, skal ud i play off-kampe mod et hold fra 1. division om en plads i næste sæsons Kvindeliga.

Disse play off-kampe, hvor der spilles om at komme først på 3 point, bliver mod enten Team Tvis Holstebro eller Ejstrup/Hærvejen, der sluttede på 2. og 3. pladsen i landets næstbedste håndboldrække. De to klubber skal dog først spille mod hinanden om, hvem der får lov til at møde et af ligaholdene i play off-kampene.

I første omgang gælder det dog for EH Aalborg at forsøge at tage point med sig fra opgøret mod Silkeborg/Voel onsdag aften – du kan sikre dig billet til kampen lige her