SIDSTE SPILLERUNDE: EH JAGTER GODT AFSÆT FØR KVALSPILLET

Af Stefan Holmager Larsen – 

Årets to bedste hold i kvindernes 1. division står lørdag eftermiddag over for hinanden, når Ringkøbing Håndbold tager imod EH Aalborg i sidste spillerunde af grundspillet i landets næstbedste række. 

Vestjyderne har dog på forhånd sikret sig førstepladsen og den direkte oprykning til Bambusa Kvindeligaen, mens nordjyderne er garanteret andenpladsen og hjemmebanefordel i en eventuel tredje kamp i det forestående kvalifikationsspil. Der er med andre ord intet på spil for de to hold – i hvert fald på papiret – men det er langt fra ensbetydende med, at gæsterne tager let på opgaven i Vestjylland.

– Vi skal ud og have et godt afsæt til de her som minimum to kvalifikationskampe. Ikke at vi nødvendigvis skal vinde over så godt et hold som Ringkøbing på udebane, men vi skal levere et godt udtryk og komme ud fra kampen med en god fornemmelse, sådan at vi kan gå ind i det her kvalifikationsspil med en tro på, at vi kan gøre en forskel, siger EH Aalborg-cheftræner Allan Heine.

Sidst de to hold mødtes var i Nørresundby Idrætscenter i slutningen af november efter en månedlang coronanedlukning, hvor vestjyderne tilføjede aalborgenserne sæsonens første nederlag, da den tidligere EH-træner Jesper Holmris førte sit hold frem til sejr på 21-25. Det blev starten på en resultatmæssig nedtur for EH Aalborg, mens Ringkøbings høje niveau og stabilitet i sidste weekend sikrede dem den direkte oprykning til ligaen med en storsejr på udebane over Rødovre HK.

– Jeg synes, at Ringkøbing har spillet en rigtig stærk sæson, og jeg synes også, at de på mange parametre er et hold, der har rigtig mange tangenter at spille på i forhold til alle andre hold, men jeg tror på, at vi, med den måde vi angriber tingene på, godt kan udfordre Ringkøbing i store dele af kampen. Så håber jeg jo bare på, at det er nok til, at vi kan byde dem helt op til dans, for selvfølgelig tager vi til Ringkøbing for at vinde, det er klart, lyder det fra Allan Heine.

Ingen favorit i oprykningsspillet

Mens 1. divisionens to øverst placerede hold duellerer i en for tabellen ubetydelig kamp, så bliver der med garanti hold et vågent øje på et andet opgør i grundspillets sidste spillerunde. I Aabenraa mødes SønderjyskE og Bjerringbro nemlig i en direkte duel om tredjepladsen, der giver adgang til kvalifikationskampene mod de nordjyske ligaaspiranter.

En sejr til østjyderne vil bringe begge klubber op på 30 point, men her vil Bjerringbro være bedst indbyrdes, mens alt andet end nederlag til SønderjyskE’s hjemmehold vil sikre dem adgang til slutspillet. Men uanset, hvem det bliver, så venter der EH Aalborg en umådelig svær opgave i slutspillet.

– Vi er jo blevet smadret af begge to, sidst vi spillede mod dem; vi tabte med ti til SønderjyskE, og vi tabte med ti til Bjerringbro, så det er klart, at uanset hvem vi skal møde, så skal vi op imod et hold, vi har været i kæmpe problemer imod. Så selvom vi endte som nummer to i tabellen, så bliver det en opgave, hvor vi virkelig skal steppe op på alle parametre. Men sådan er det jo, når man skal forsøge at kvalificere sig til ligaen; så skal man spille godt, siger Allan Heine.

Kampen mellem Ringkøbing Håndbold og EH Aalborg spilles lørdag klokken 14.00 i Green Sports Arena i Ringkøbing.