Fredag spillede EH Aalborg den sidste træningskamp på dansk grund inden afgangen til Venus Cup i Frankrig. Modstanderen var ligamandskabet fra Skanderborg Håndbold, som tog imod EH i Galten Hallen. Skanderborg startede kampen i højt tempo og fik hurtigt en komfortabel føring på 5 mål, men derefter meldte spillertruppen sig flot ind i kampen og sørgede for en tæt affære i den resterende del af kampen. Cheftræner Allan Heine udtalte efterfølgende om kampen:
“Skanderborg startede med power og effektivitet og kom hurtigt foran med 5 mål, men vi arbejdede os stille og roligt ind i kampen. I dag spillede vi specielt offensivt os til en masse gode muligheder og generelt var det rart at se, at vi stille og roligt får lagt lag på både defensivt og offensivt. Nu får spillerne en fortjent weekend inden vi i næste uge har både teambuilding og Venus Cup i Frankrig på programmet.”
Dermed fik spillertruppen en positiv oplevelse med fra sidste kamp inden turen snart går til Frankrig i opstartens træningslejr som samtidigt byder på deltagelse i Venus Cup´en i Lille hvor flere markante franske hold venter.