Sidste hjemmekamp i 1. Division Kvinder - næste år hedder det KVINDELIGAEN.

SÅ er der tid til endnu hjemmekamp i 1. Division Kvinder, hvor vi EH Aalborg i morgen kl.: 14:00 tager imod HØJ.

Overrækkelse af Pokal – DanskHåndbold – som vinder af 1. Division Kvinder v Peter Jensen.

Vi ved at pigerne får brug for alt den opbakning de kan få, så vi glæder os meget til at se DIG til kampen i Skansen.
KOM OG VÆR MED
Kampstart kl. 14:00 😊💪🏻
SKANSEN
LERUMBAKKEN 11
9400 Nørresundby

En præstation under niveau

Lørdag eftermiddag tabte EH Aalborg på udebane til AGF. En eftermiddag hvor alt for lidt lykkedes, og hvor aalborgenserne derfor måtte rejse hjem uden point:

Vi var alt for lang tid om at komme i gang. Vi skulle 6 minutter ind i kampen, før vi havde vores første skud på mål, og efter 12 minutter havde vi kun lavet et enkelt mål. Det er selvfølgelig langt under vores normale niveau. Derudover tillod vi alt for mange scoringer på ting, vi havde forberedt os på, så de 14 mål, vi lukkede ind i 1. halvleg, har også en helt naturlig forklaring.

 Gennem hele kampen kæmpede vi med at forstå dommerlinjen, og det gav store usikkerheder i begge ender af banen. Det var derfor ikke nogen køn kamp. Det er dog ikke forklaringen på, at vores afslutningsniveau ikke var højt nok, for det var det ikke. I det mindste fik vi i 2. halvleg stabiliseret vores forsvar, men 19 scoringer i alt er sjældent nok til at vinde håndboldkampe. Det er selvfølgelig noget, vi derfor skal have evalueret på, så vi kan slutte sæsonen med en sejr på hjemmebane” siger cheftræner Peter Jagd.

På lørdag d. 23. marts kl. 14:00 spiller EH Aalborg nemlig sæsonens sidste kamp i Skansen, når HØJ Elite kommer på besøg. Det er en god mulighed for at slutte sæsonen af med en sejr, og ikke mindst fejre den flotte sæson, der har sikret holdet en oprykning til Kvindeligaen. Vi håber at se så mange som muligt til sæsonens sidste kamp!

EH Aalborg gæster Smilets By

På lørdag d. 16. marts kl. 13:00 tager EH Aalborg på udebane mod AGF i Aarhus.

En kamp der alene handler om ”kosmetik” i stillingen, men som alligevel er vigtig i dét der er cheftræner Peter Jagds hjemby:

Vi er allerede rykket op, men det er vigtigt for os at slutte godt af: Både ift. vores selvforståelse af at være rækkens bedste hold, men også fordi vi har et ansvar overfor resten af holdene i rækken og ikke mindst tilskuerne. Derfor forbereder vi os grundigt på kampen og tager alene til Aarhus for at vinde – intet andet tæller. Derudover ligger hallen nærmest i min baghave, så for håneretten betyder det selvfølgelig også noget for mig personligt” siger Peter Jagd.

Næste hjemmekamp, som også er sæsonens sidste, er når EH Aalborg lørdag d. 23. marts kl. 14:00 møder HØJ Elite i Skansen.

EH Aalborg sejrede mod formstærke sjællændere !

Lørdag eftermiddag vandt EH Aalborg en imponerende sejr på 35-27 over gæsterne fra TMS Ringsted. Inden lørdagens kamp var TMS Ringsted det mest formstærke hold i 1. Division Kvinder med kun ét mistet point siden nytår, men selvom hjemmeholdet allerede havde sikret sig oprykningen, tog aalborgenserne alligevel en sikker sejr:

Vores 1. halvleg var ikke ret god, men i det mindste lærerig. Vi svingede i perioder for meget, og for mange dumme tekniske fejl endte med en kontrascoring mod os kort tid efter. Derfor var vi også bagud til pause.

 En flot 2. halvleg fik dog vendt tingene på hovedet. Særligt hen mod slutningen trak vi fra, og med scoringer både på tomt mål, i kontrafasen og et stabilt stationært angreb gav altså imponerende 20 scoringer i 2. halvleg” siger cheftræner Peter Jagd.

Næste kamp er på udebane, når holdet på lørdag tager til AGF kl. 13:00. Næste hjemmekamp, som også er sæsonens sidste, er når EH Aalborg lørdag d. 23. marts kl. 14:00 møder HØJ Elite i Skansen.

SÅ er der tid til endnu hjemmekamp i 1. Division Kvinder i dag kl.: 14:00 I SKANSEN

SÅ er der tid til endnu hjemmekamp i 1. Division Kvinder, hvor vi EH Aalborg i dag kl.: 14:00 tager imod TMS Ringsted.

No.1 mod No.3 i 1. Division Kvinder.

Vi ved at pigerne får brug for alt den opbakning de kan få, så vi glæder os meget til at se DIG til kampen i Skansen.
KOM OG VÆR MED
Kampstart kl. 14:00 😊💪🏻
SKANSEN
LERUMBAKKEN 11
9400 Nørresundby

Stregspiller Cecilie Termansen forlænger kontrakten med EH Aalborg

Vores stærke stregspiller Cecilie forlænger - God kampdag til alle stærke kvinder!💪💥💪

Endnu en gang vil Cecilie Termansen være at finde i den hvide EH Aalborg-trøje. Det er nemlig lykkedes klubben at fortsætte samarbejdet med den dygtige stregspiller, der bliver en enormt vigtig brik i ambitionerne om at nå endnu en sæson i Kvindeligaen:

”Cecilie (i daglig tale ”T”) har haft en enormt stor rolle i år. Med graviditet og skader på stregpositionen voksede hendes rolle fra at være stor til at være tæt på 60 minutter hver gang. En hård position at spille fuld tid på. Men hun har løftet opgaven til topkarakter, og selvom vi leder efter en stregspiller mere til næste sæson, har jeg også høje forventninger til hendes spil næste sæson.

Derudover er T en afgørende spiller uden for banen, hvor hun samler holdet, men kan i lige så høj grad stille krav til holdkammeraterne til træning. Det er vigtigt for os” siger cheftræner Peter Jagd.

Cecilie Termansen siger selv om endnu en sæson i EH Aalborg:

”Jeg har været rigtig glad for min tid i EH Aalborg og ser derfor frem til at kunne fortsætte i klubben til næste sæson. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med ligaen sammen med resten af holdet og håber at kunne udvikle mig yderligere. Jeg er glad for holdet og alle omkring klubben og ser derfor frem til endnu en sæson i EH trøjen.”

Marlene Dahlmann fortsætter i EH Aalborg

Marlene Dahlmann fortsætter i EH Aalborg!✍️

Den tidlige sementering af oprykningen til Kvindeligaen har betydet at den sportslige ledelse har kunnet fremskynde processen med at sikre kontraktforlængelser til den kommende sæson. I dag kan vi med stor glæde offentliggøre at også Marlene Dahlmann vil være at finde på holdkortet til den kommende liga-sæson. Marlene kom til klubben i starten af sidste sæson, og ser derfor frem mod sin tredje sæson i klubben:

”Jeg har været rigtig glad for mine to år i EH Aalborg allerede, både på og udenfor banen. Vi har haft nogle rigtig gode sæsoner i 1. division, så nu bliver det spændende at prøve kræfter med ligaen næste sæson”

Cheftræner Peter Jagd ser også frem til endnu en sæson med Marlene:

”Marlene er først og fremmest en rigtig dygtig fløjspiller: Hun besidder mange varianter i hendes afslutninger og er enormt hurtig i kontrafasen. Men dernæst går hun virkelig forrest på træningsindstilling: Hun er heldigvis sjældent skadet, men de gange, hun har været, har det været fordi hun har trænet for hårdt. Det er et meget godt billede på, hvor dedikeret Marlene er, og hvor meget hun betyder for hele vores set-up. Det er derfor rigtig dejligt, at vi i endnu en sæson har Marlene Dahlmann med i truppen, til at sikre os endnu en sæson i Kvindeligaen”.

Maiken Skov forlænger sin kontrakt med EH Aalborg

Maiken Skov forlænger med EH Aalborg!✍️

I EH Aalborgs næste sæson i Kvindeligaen er det lykkes klubben at fortsætte med Maiken Skov på højre fløj. Det bliver Maikens tredje sæson for klubbens 1. hold, og forventningerne til næste sæson er høje:

”Maiken har haft en fremragende sæson. Imponerende 72% på rene fløjskud og dertil et utal af scoringer på kontra og sågar gennembrud den seneste kamp viser billedet af en stærk offensiv fløjspiller. Dertil har Maiken arbejdet hårdt på hendes forsvarsspil, der har udmøntet sig i en del bolderobringer og angrebsfejl. Jeg er derfor glad for, at Maiken også vil være at finde på højre fløj næste sæson” siger cheftræner Peter Jagd.

Maiken Skov siger selv om forlængelsen:

”Jeg har valgt at fortsætte i EH Aalborg, da jeg føler, at det er det rigtige for mig. Jeg har været i klubben siden ungdom, og vi har haft en rigtig god sæson i 1. Division og har endelig sikret os en plads i ligaen. Det vil jeg rigtig gerne være en del af, og bidrage med alt jeg kan. Samtidig vil jeg fortsat gerne udvikle mig sportsligt, og dette føler jeg, at jeg kan gøre i EH Aalborg.”

Astrid Lynnerup stopper i EH Aalborg

Tak for dit bidrag Astrid

Til sommer stopper EH Aalborgs venstre fløj Astrid Lynnerup efter to sæsoner i klubben. I indeværende sæson har Astrid desværre været ude med en skade, men hendes flotte sidste sæson har alligevel givet hende et tilbud, hun ikke kunne sige nej til:

 

”Vi er altid kede af det, når dygtige spillere forlader os: Astrid var, helt subjektivt, den bedste venstre fløj i 1. Division sidste sæson, men det glæder os samtidigt, at hun har fået en rigtig god mulighed næste sæson. Vi har været enormt glade for at have Astrid i klubben begge år, hvor hun med sit utrolige vinder-gen og jagt på altid at være den bedste, ikke bare vandt en masse kampe med os sidste sæson, men også har været med til at løfte vores træningsmiljø. Det kommer vi til at savne” siger cheftræner Peter Jagd.

 

Astrid siger selv om hendes afgang:

”Min tid i Aalborg er noget jeg helt sikkert kommer til at se positivt tilbage på trods min skadesperiode. Da jeg kom til klubben, følte jeg mig hurtigt som en del af holdet, og fik den tillid som jeg ledte efter. I denne sæson blev min rolle en helt anden, men pigerne og klubben har virkelig været der for mig gennem min genoptræning. Derudover vil jeg sige stor tak til vores fans som i mine to sæsoner har støttet os i både medgang og modgang!”

EH Aalborg takker Astrid for hendes tid i klubben, og ønsker hende alt det bedste fremover!

Sofie Lassen forlænger kontrakt med EH Aalborg

Forlængelse - Sofie skal lukke liga-skytterne ned!✍️
Sofie Lassen har de seneste par sæsoner spillet en nøglerolle i EH Aalborgs suveræne defensiv, og hun har heldigvis valgt at tage en sæson mere. Cheftræner Peter Jagd ser derfor frem til endnu en sæson med Sofie Lassen som forsvarskrumtap:
”Sofie Lassen har de seneste to sæsoner bundet vores forsvar sammen. Hun besidder store kompetencer i både paradespillet, håndteringen af stregspilleren og i duelspillet. Hun har derfor en stor aktie i, at vi for anden sæson i træk har rækkens bedste forsvar, målt på effektivitet i vores stationære forsvar.
Dertil skal man lige huske, at når vi snakker om Lassens store defensive kompetencer, så er hun også helt central i vores kontrafase: Her har hun ikke bare spillet sig op som holdets tredjemest scorende spiller, men er også den spiller med allerflest assists på vores hold. Det er en del af spillet, vi gerne vil udvikle videre på”.
Selv siger Sofie Lassen om hendes forlængelse:
”Jeg har valgt at forlænge min kontrakt med EH Aalborg efter snakke med klubben. Vi har haft en god sæson i 1 division, og er nu klar til liga fra næste sæson. Det vil jeg rigtig gerne være en del af. Jeg vil bidrage til, at EH Aalborg kan blive et etableret ligahold. Jeg glæder mig til endnu en sæson i et godt træningsmiljø. Jeg håber at kunne lægge yderligere lag på mit spil og udvikle mig endnu mere.”
EH Aalborg har nu en kampfri uge, hvor flere spillere sendes med landshold. Næste kamp er lørdag d. 9. marts kl. 14:00 i Skansen, hvor yderst formstærke TMS Ringsted kommer på besøg.