Eisenhardt i målhumør da EH vandt i Aarhus

EH Aalborg snuppede fuldt fortjent sejren og de to point, da holdet søndag eftermiddag slog AGF Håndbold i kvindernes 1. division med 20-26. Særligt Mille Eisenhardt var i målhumør og blev i kampen noteret for hele 10 kasser.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg anført af en velspillende Mille Eisenhardt leverede en stærk præstation, da holdet søndag gæstede AGF Håndbold i landets næstbedste håndboldrække. På trods af hård fight fra de aarhusianske værter, så var der aldrig tvivl om kampens udfald, og nordjyderne vandt sikkert 20-26.

De to hold fulgtes ad i kampens indledning indtil stillingen 10-10, hvor nordjydernes forsvar for alvor lukkede af for værterne. Herefter slog de aalborgensiske favoritter et hul på måltavlen, og så kunne gæsterne juble over en 11-15-føring i Smilets By.

- Ved 10-10 vælger vi at sætte Märtha (Hedenquist, red.) ind defensivt for at stabilisere forsvaret yderligere, og det må vi sige, at det lykkes virkelig godt. Hun er med til at give en god balance og give noget tryghed og noget tro på det, og det gør, at vi kommer godt til pausen, lyder det fra cheftræner Allan Heine.

Udover et stærkt indhop af den svenske stregspiller, så kunne den nykårede assistenttræner for det schweiziske landshold nyde en storspillende Mille Eisenhardt i kampens første halve time. Den talentfulde bagspiller stod nemlig for otte nordjyske mål, og særligt på straffekast var Eisenhardt sikkerheden selv med fem fuldtræffere overfor de sagesløse AGF-keepere.

Ingen spænding efter pausen

Efter pausen fortsatte tendenserne fra slutningen af første halvleg, og EH Aalborg fortsatte sin tromlen over det ellers hårdtkæmpende men sagesløse hjemmehold. Den største spænding i kampen endte derfor med at blive, hvor stort nordjyderne skulle vinde i den gamle hal i Ceres Park.

Trods manglende spænding, så lykkedes det dog for AGF'erne at stække stjernen Eisenhardt, som i kampens sidste halve time blev noteret for et brændt straffekast og "blot" to scoringer. Det rakte dog stadig til at nå imponerende 10 mål i alt og en fortjent titel som kampens helt store nordjyske oplevelse.

- Mille var stærkt kørende. Specielt i første halvleg. Både i det stationære spil, og på straffekastene, men også på dét, vi synes, at hun er bedst til; de her skud rundt omkring forsvaret, når der er højt pres på. Der var hun bare skarp i dag. Det var fedt at se, for det er også det, der gør, at vi kommer fra kampen på en overbevisende måde, for man har set mange gange, at AGF har drillet deres modstandere. Så vi er glade for, at Mille brændte sådan en kamp af i dag, lyder roserne fra Allan Heine.

Med sejren er EH Aalborg fortsat placeret på 1. divisionens femteplads - nu med 12 point for 10 kampe.

AGF Håndbold - EH Aalborg 20-26 (11-15)

Målscorere EH Aalborg:

Mille Eisenhardt 10, Rikke Hoffbeck 5, Sandra Erlingsdottir 3, Cecilie Termansen 3, Frida Høgaard 2, Isabella Sørig 2 og Anne Brinch-Nielsen 1.

Stillinger undervejs:

2-0, 3-2, 3-5, 5-7, 8-9, 10-10, 11-13, (11-15), 12-17, 14-20, 16-23, 19-24, 20-26

Ny schweizisk landstræner tror på EH-sejr i Aarhus

EH Aalborgs cheftræner - og nyudnævnt assisterende landstræner for Schweiz - Allan Heine tror på to point til tabellen, når det nordjyske 1. divisionshold søndag gæster AGF Håndbold.

Af Stefan Holmager Larsen

Der venter en helt og aldeles uforudsigelig kamp, når håndboldkvinderne fra EH Aalborg søndag sætter sig i bussen og kører godt en time sydpå til Smilets By, hvor AGF Håndbold byder indenfor til kamp i landets næstbedste håndboldrække. Dét, der sidste år var en kamp mellem op- og nedrykningsfavoritter, er i denne sæson byttet ud med prædikatet midterkamp, hvor begge mandskaber kandiderer til titlen "mest svingende hold" i sæsonens første ni spillerunder.

- AGF har spillet lige fra nogle rigtig, rigtig gode kampe til nogle knap så gode kampe. De har fået nogle flotte sejre og også løbet ind i nogle skuffelser. Så på den måde minder de to hold meget godt om hinanden, lyder det fra EH Aalborgs cheftræner, Allan Heine.

Mens hans egne tropper har vundet over bundholdene og tabt til en række top- og midterhold, så er der gået nærmest modsat for aarhusianerne. AGF har hidtil i sæsonen nemlig præsteret at hente sejre mod både DHG og Vendsyssel, spille lige op med topholdet Bjerringbro og tabe til bundholdet Rødovre, der i sidste uge blev udraderet 41-25 af EH Aalborg. AGF's svingende resultater til trodt, så tror Allan Heine dog alligevel på, at de har fundet det rigtige formel til at slå østjyderne.

- Det er det her med at se på, hvor er det deres styrker er, og hvordan kan vi spænde ben for dem, og på samme måde hvordan kan vi sætte vores styrker i scene overfor de svagheder, de har. Kan vi lykkes med det, så ser jeg også, at der er en fornuftig mulighed for, at vi kan tage en sejr. Men vi skal lykkes, ligesom vi gjorde i den seneste kamp mod Rødovre, hvor vi ret hurtigt fik kampen over på vores præmisser, lyder det fra cheftræneren.

Cheftræner scorer dobbeltjob i Schweiz

Netop Allan Heine stjal i denne uge overskrifterne i Håndbolddanmark, da EH Aalborgs eftertragtede cheftræner blev offentliggjort som ny assisterende landstræner for Schweiz' håndbolddamer. Her skal han agere sparringspartner med danske Martin Albertsen, der siden 2018 har stået i spidsen for holdet.

Schweiz har i en årrække været lige i periferien af de store håndboldslutrunder, og ved kvalifikationen til det forestående VM i Spanien i næste måned, var holdet fra alpelandet tæt på at levere overraskelsen mod Tjekkiet. Schweizerne slap nemlig fra udebaneopgøret med 27-27, inden de dog måtte se sig slået 22-28 på hjemmebane.

Allan Heine selv, der har landstrænererfaring fra DHF og udlandserfaring fra den franske klub Nantes, glæder sig til at supplere trænergerningen hos EH Aalborg med flere store oplevelser på den internationale scene.

- Først og fremmest giver det nogle erfaringer. Man kan blive matchet på en lidt anden måde og en lidt anden scene. Det synes jeg altid er spændende sådan at udfordre sig selv i forhold til forskellige roller og måden at gøre tingene på. Så jeg håber selvfølgelig først og fremmest, at det giver en masse fede oplevelse, og at jeg kan udvikle mig som træner både ledelsesmæssigt og også håndboldmæssigt, lyder det fra Allan Heine.

EH Aalborg og Allan Heines kamp mod AGF Håndbold spilles på søndag den 21. november klokken 13.00 i Aarhus.