Dramatisk EH-sejr i Slaget om Nordjylland

Med en stjålet bold i kampens sidste sekunder stjal håndboldkvinderne fra EH Aalborg muligheden for en udligning fra Vendsyssel, og dermed blev det til aalborgensisk sejr på 31-30 i Slaget om Nordjylland

Af Stefan Holmager Larsen

Der var spænding til det sidste i en nervebetonet kamp, da EH Aalborg og Vendsyssel Håndbold torsdag aften mødtes i et brag at et lokalopgør i landets næstbedste håndboldrække. Heldigvis for hjemmeholdet, så var det holdet fra Limfjordsbyen, der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret i Nørresundby Idrætscenter med cifrene 31-30.

Efter føringerne havde bølget frem og tilbage gennem hele kampen, så så det ud til at Vendsyssel skulle løbe med sejren efter at have hentet en aalborgensisk føring på 20-17 med godt 20 minutter tilbage af kampen. Herfra var det nemlig konstant vendelboerne, der var i front med et enkelt mål, og nærmest lige meget hvad EH Aalborg gjorde, så havde gæsterne marginalerne på deres side.

Sådan så det i hvert fald ud indtil godt seks minutter før slutfløjtet, hvor Rikke Hoffbeck bragte hjemmeholdet tilbage i front, og selvom Vendsyssel kæmpede det bedste, de havde lært, så lykkedes det konstant EH-spillerne at komme med hurtige modtræk.

I kampens sidste 30 sekunder ved stillingen 31-30 var det gæsterne, der havde bolden og dermed muligheden for at udligne, men med et aggressivt forsvar lykkedes det til sidst for den aalborgensiske defensiv at afværge pointtabet ved at stjæle bolden fra vendelboerne, og så kunne jublen bryde ud med både sejrssang og fødselsdagssang til ære for cheftræneren.

Opdateres...

EH Aalborg - Vendsyssel Håndbold 31-30 (17-16)

Målscorere EH Aalborg:

Frida Høgaard 8, Sandra Erlingsdottir 7, Rikke Hoffbeck 5, Line Berggren Larsen 5, Märta Hedenquist 4, Maiken Skov Nielsen 1 og Mille Eisenhardt 1

Stillinger undervejs:

1-3, 6-3, 7-7, 9-10, 14-11, 15-13, 17-14, (17-16), 20-17, 20-21, 23-23, 26-26, 28-27, 30-30, 31-30

Stærke vendelboer venter i Slaget om Nordjylland Vol. 2

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg løber torsdag aften på banen for første gang i 2022, når holdet på hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter møder liganedrykkerne fra Vendsyssel Håndbold i sæsonens andet slag om Nordjylland.

Af Stefan Holmager Larsen

Der er for alvor gjort klar til et brag af en håndboldmatch, når lokalrivalerne fra EH Aalborg og Vendsyssel Håndbold torsdag aften mødes i kalenderårets første kamp - og ikke mindst revancheopgør i Slaget om Nordjylland!

Det var nemlig holdet fra Vendsyssel, der takket været blandt andre en særdeles velspillende Jesse Van de Polder, kunne trække sig sejrrigt ud af sæsonens første møde med cifrene 28-22. Siden da har EH Aalborg dog gjort rent bord og hentet fire sejre i træk - senest kort før jul mod Hadsten, mens Vendsyssel samtidig er løbet ind i nederlag til topholdene SønderjyskE og TMS Ringsted.

- Ja, det var jo i bund og grund lidt træls, at vi skulle gå på juleferie, lyder det med et grin fra cheftræner Allan Heine. 

- Vi var jo i gang med et fint flow, og jeg synes også, at vi kunne se, at vores generelle niveau både med og uden bold er blevet bedre. Jeg håber jo selvfølgelig, at denne her intensive træning, som vi har haft siden Hadsten-kampen, den har bragt os i den rigtige retning. Selvom vi har været ramt af corona på holdet både mod Hadsten og efter nytår, så synes jeg, at vi er kommet fornuftigt igennem, siger han.

Coronaudfordringerne til trods, så tror Allan Heine på, at det er to toptunede mandskaber, der torsdag aften løber på banen i Nørresundby.

- Jeg har en forventning om, at Vendsyssel har fået nogle af deres skadede spillere tilbage, i forhold til da vi mødte dem sidst, og det har vi jo også, så derfor bliver det lidt den samme styrkemåling igen, men med lidt flere spillere disponible på begge hold, så derfor er der lagt op til en rigtig spændende kamp, lyder det fra cheftræneren.

Forsinket julegave fra EH Aalborg

Allerede før det store opgør er der dog masser af grund til aalborgensisk jubel, for godt en uge inde i det nye år leverede EH Aalborgs ledelse en forsinket julegave af de helt store. Her kunne den nordjyske klub nemlig offentliggøre, at den unge profil Frida Høgaard Nielsen har forlænget sin kontrakt med to sæsoner.

- Jeg ser utrolig meget frem til at spille endnu en sæson i EH Aalborg. Jeg tror, det bliver en spændende sæson, vi går i møde, hvor jeg selvfølgelig håber på, at vi kan spille med om de sjove pladser, lyder det fra Frida Høgaard Nielsen om kontrakten, som ligeledes glæder Allan Heine.

- Frida er jo et af de helt store venstrehåndstalenter, der er i Danmark i øjeblikket, og at klubben har formået at holde på hende er jo et udtryk for de drømme og ambitioner, som klubben har. Så at hun kan se sig selv fortsætte i Aalborg er jo et stort skulderklap til folk i og omkring Aalborg, lyder roserne.

Coronarestriktioner lukker for tilskuere til nordjysk brag

På grund af de nuværende coronarestriktioner er der desværre ikke adgang til kampen for tilskuere. Alle i EH Aalborg har glædet sig meget til denne kamp og har tidligt kunne mærke en kæmpe interesse for kampen. Derfor gør det ekstra ondt, at spillerne må undvære støtten fra lægterne, ligesom klubben mister billetindtægter til dette brag af en kamp. 

Derfor har vi indført virtuelle støttebilletter, som du kan købe ved at sende 50 kroner til MobilePay 47643. 

Husk desuden, at Slaget om Nordjylland bliver live-streamet på vores facebookside torsdag klokken 19.00.

EH-sejr efter drama: - Mere intenst, end jeg bryder mig om!

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg hentede en flot sejr over et velspillende DHG-hold, da de to hold lørdag eftermiddag mødtes i Nørresundby Idrætscenter.

Af Stefan Holmager Larsen

Efter tre ugers kamppause var de aalborgensiske håndbolddarlings fra EH Aalborg lørdag eftermiddag atter i ilden i landets næstbedste række. På hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter lykkedes det - efter en velspillet og særdeles tæt kamp mod fynske DHG - at hale en sejr og to point i hus.

- Det er jo en intens kamp, som bølger frem og tilbage - mere end jeg lige synes om. Jeg synes jo generelt, at vi har godt styr på kampen, men DHG bider hele tiden fra sig og spiller en god kamp med et par gode målvogtere, og så bliver det tæt til sidst. Vi har heldigvis den fornødne ro og kynisme til at afgøre det, lyder det fra EH Aalborgs cheftræner, Allan Heine.

Nordjydene kom flyvende ud af starthullerne og fik hurtigt bragt sig i front 4-1, blandt andet takket være unge Maiken Skov Nielsen, som til kampen huserede på EH's højrefløj i stedet for skadede Anne Brinch-Nielsen, og hele halvlegen igennem var aalborgenserne et skridt foran fynboerne på måltavlen.

Bedst så det ud, da Märta Hedenquist bragte hjemmeholdet i front med 14-10 knap fem minutter før pausen, men så scorede gæsterne tre hurtige mål og bragte spændingen tilbage i kampen.

I anden halvleg nåede DHG at snuse til både sejren og de to point, da de ad flere omgange bragte sig foran via godt angrebsspil og kontrascoringer, men med et kvarter tilbage af kampen strammede EH Aalborg-spillerne koncentrationen i særligt forsvarsspillet, og da bagkæden med blandt andre velspillende Sandra Erlingsdottir og hjemvendte Line Berggren Larsen samtidig steppede op, blev det alligevel til en flot og fortjent nordjysk sejr.

- Jeg synes egentligt, at vi kampen igennem står fornuftigt. Der er lidt misforståelser undervejs, og det er jo et stærkt angrebshold, vi møder, der lægger et stort tryk på vores forsvar, men generelt set, så synes jeg, at vi står godt imod. Selvfølgelig kunne jeg godt have tænkt mig at holde dem en 3-4 mål længere nede, men de er et stærkt hold, og jeg er glad for, at vi tog en sejr, siger Allan Heine.

Sejren var EH Aalborgs tredje i træk, og nordjyderne holder dermed fortsat fast i tabellens 5. plads med 14 point efter 11 spillerunder.

EH Aalborg - DHG 29-26 (14-13)

Målscorere EH Aalborg:

Sandra Erlingsdottir 6, Rikke Hoffbeck 5, Mille Eisenhard 4, Line Berggren Larsen 4, Frida Høgaard 4, Märta Hedenquist 3 og Maiken Skov Nielsen 3

Stillinger undervejs:

4-1, 7-4, 10-6, 14-10, (14-13), 16-17, 19-19, 20-21, 22-22, 24-22, 24-24, 26-25, 27-26, 29-26

Eisenhardt i målhumør da EH vandt i Aarhus

EH Aalborg snuppede fuldt fortjent sejren og de to point, da holdet søndag eftermiddag slog AGF Håndbold i kvindernes 1. division med 20-26. Særligt Mille Eisenhardt var i målhumør og blev i kampen noteret for hele 10 kasser.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg anført af en velspillende Mille Eisenhardt leverede en stærk præstation, da holdet søndag gæstede AGF Håndbold i landets næstbedste håndboldrække. På trods af hård fight fra de aarhusianske værter, så var der aldrig tvivl om kampens udfald, og nordjyderne vandt sikkert 20-26.

De to hold fulgtes ad i kampens indledning indtil stillingen 10-10, hvor nordjydernes forsvar for alvor lukkede af for værterne. Herefter slog de aalborgensiske favoritter et hul på måltavlen, og så kunne gæsterne juble over en 11-15-føring i Smilets By.

- Ved 10-10 vælger vi at sætte Märtha (Hedenquist, red.) ind defensivt for at stabilisere forsvaret yderligere, og det må vi sige, at det lykkes virkelig godt. Hun er med til at give en god balance og give noget tryghed og noget tro på det, og det gør, at vi kommer godt til pausen, lyder det fra cheftræner Allan Heine.

Udover et stærkt indhop af den svenske stregspiller, så kunne den nykårede assistenttræner for det schweiziske landshold nyde en storspillende Mille Eisenhardt i kampens første halve time. Den talentfulde bagspiller stod nemlig for otte nordjyske mål, og særligt på straffekast var Eisenhardt sikkerheden selv med fem fuldtræffere overfor de sagesløse AGF-keepere.

Ingen spænding efter pausen

Efter pausen fortsatte tendenserne fra slutningen af første halvleg, og EH Aalborg fortsatte sin tromlen over det ellers hårdtkæmpende men sagesløse hjemmehold. Den største spænding i kampen endte derfor med at blive, hvor stort nordjyderne skulle vinde i den gamle hal i Ceres Park.

Trods manglende spænding, så lykkedes det dog for AGF'erne at stække stjernen Eisenhardt, som i kampens sidste halve time blev noteret for et brændt straffekast og "blot" to scoringer. Det rakte dog stadig til at nå imponerende 10 mål i alt og en fortjent titel som kampens helt store nordjyske oplevelse.

- Mille var stærkt kørende. Specielt i første halvleg. Både i det stationære spil, og på straffekastene, men også på dét, vi synes, at hun er bedst til; de her skud rundt omkring forsvaret, når der er højt pres på. Der var hun bare skarp i dag. Det var fedt at se, for det er også det, der gør, at vi kommer fra kampen på en overbevisende måde, for man har set mange gange, at AGF har drillet deres modstandere. Så vi er glade for, at Mille brændte sådan en kamp af i dag, lyder roserne fra Allan Heine.

Med sejren er EH Aalborg fortsat placeret på 1. divisionens femteplads - nu med 12 point for 10 kampe.

AGF Håndbold - EH Aalborg 20-26 (11-15)

Målscorere EH Aalborg:

Mille Eisenhardt 10, Rikke Hoffbeck 5, Sandra Erlingsdottir 3, Cecilie Termansen 3, Frida Høgaard 2, Isabella Sørig 2 og Anne Brinch-Nielsen 1.

Stillinger undervejs:

2-0, 3-2, 3-5, 5-7, 8-9, 10-10, 11-13, (11-15), 12-17, 14-20, 16-23, 19-24, 20-26

Ny schweizisk landstræner tror på EH-sejr i Aarhus

EH Aalborgs cheftræner - og nyudnævnt assisterende landstræner for Schweiz - Allan Heine tror på to point til tabellen, når det nordjyske 1. divisionshold søndag gæster AGF Håndbold.

Af Stefan Holmager Larsen

Der venter en helt og aldeles uforudsigelig kamp, når håndboldkvinderne fra EH Aalborg søndag sætter sig i bussen og kører godt en time sydpå til Smilets By, hvor AGF Håndbold byder indenfor til kamp i landets næstbedste håndboldrække. Dét, der sidste år var en kamp mellem op- og nedrykningsfavoritter, er i denne sæson byttet ud med prædikatet midterkamp, hvor begge mandskaber kandiderer til titlen "mest svingende hold" i sæsonens første ni spillerunder.

- AGF har spillet lige fra nogle rigtig, rigtig gode kampe til nogle knap så gode kampe. De har fået nogle flotte sejre og også løbet ind i nogle skuffelser. Så på den måde minder de to hold meget godt om hinanden, lyder det fra EH Aalborgs cheftræner, Allan Heine.

Mens hans egne tropper har vundet over bundholdene og tabt til en række top- og midterhold, så er der gået nærmest modsat for aarhusianerne. AGF har hidtil i sæsonen nemlig præsteret at hente sejre mod både DHG og Vendsyssel, spille lige op med topholdet Bjerringbro og tabe til bundholdet Rødovre, der i sidste uge blev udraderet 41-25 af EH Aalborg. AGF's svingende resultater til trodt, så tror Allan Heine dog alligevel på, at de har fundet det rigtige formel til at slå østjyderne.

- Det er det her med at se på, hvor er det deres styrker er, og hvordan kan vi spænde ben for dem, og på samme måde hvordan kan vi sætte vores styrker i scene overfor de svagheder, de har. Kan vi lykkes med det, så ser jeg også, at der er en fornuftig mulighed for, at vi kan tage en sejr. Men vi skal lykkes, ligesom vi gjorde i den seneste kamp mod Rødovre, hvor vi ret hurtigt fik kampen over på vores præmisser, lyder det fra cheftræneren.

Cheftræner scorer dobbeltjob i Schweiz

Netop Allan Heine stjal i denne uge overskrifterne i Håndbolddanmark, da EH Aalborgs eftertragtede cheftræner blev offentliggjort som ny assisterende landstræner for Schweiz' håndbolddamer. Her skal han agere sparringspartner med danske Martin Albertsen, der siden 2018 har stået i spidsen for holdet.

Schweiz har i en årrække været lige i periferien af de store håndboldslutrunder, og ved kvalifikationen til det forestående VM i Spanien i næste måned, var holdet fra alpelandet tæt på at levere overraskelsen mod Tjekkiet. Schweizerne slap nemlig fra udebaneopgøret med 27-27, inden de dog måtte se sig slået 22-28 på hjemmebane.

Allan Heine selv, der har landstrænererfaring fra DHF og udlandserfaring fra den franske klub Nantes, glæder sig til at supplere trænergerningen hos EH Aalborg med flere store oplevelser på den internationale scene.

- Først og fremmest giver det nogle erfaringer. Man kan blive matchet på en lidt anden måde og en lidt anden scene. Det synes jeg altid er spændende sådan at udfordre sig selv i forhold til forskellige roller og måden at gøre tingene på. Så jeg håber selvfølgelig først og fremmest, at det giver en masse fede oplevelse, og at jeg kan udvikle mig som træner både ledelsesmæssigt og også håndboldmæssigt, lyder det fra Allan Heine.

EH Aalborg og Allan Heines kamp mod AGF Håndbold spilles på søndag den 21. november klokken 13.00 i Aarhus.

Scoringsrekord da EH Aalborg slagtede Rødovre

For første gang i fem sæsoner rundede EH Aalborg 40 mål i en turneringskamp, da holdet lørdag snuppede to point til tabellen med en storsejr på 41-25 over Rødovre HK.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg kom tilbage på sejrssporet efter sidste uges nederlag til Vendsyssel Håndbold, da holdet lørdag på hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter gik målamok og trynede bundboldet Rødovre HK med 41-25.

Mod Vendsyssel var det en storspillende tidligere EH-keeper, der spillede aalborgenserne et puds trods fornemt angrebsspil, men denne gang sad koncentrationen lige i skabet, når hjemmeholdets spillere kom igennem til skud.

- Vi fik jo heldigvis det svar, som vi søgte i vores seneste kamp. Jeg synes, at vi i høj grad får præsteret på det niveau, vi gerne ville. Specielt angrebsmæssigt, der leverer vi høj koncentration i stort set samtlige 60 minutter, så det var fedt at se, lyder det fra EH Aalborg-cheftræner Allan Heine.

Med en nordjysk defensiv, der i denne sæson har været hårdt plaget af skader, og derfor har måtte ændres adskillige gange, har netop EH Aalborgs angrebsspil længe været omdrejningspunktet på banen, og med 41 kasser mod Rødovre opnåede holdet en helt ny milepæl.

Lørdagens kamp var nemlig første gang i de seneste fem sæsoner, at det lykkedes klubbens førstehold at score så mange mål i en turneringskamp. Tættest på var i 2017, hvor holdet - ligeledes i landets næstbedste række - vandt 39-17 på hjemmebane over AGF.

- Det er en scoringsrekord i EH Aalborgs historie, og det viser også, at i måden vi træner på angrebsmæssigt, og den måde vi angriber tingene på, der har vi været gode over en længere periode. Når vi så rammer flow på rigtig mange spillere, som vi gør i dag, så kommer det til at se ud, som det gør, og det er fedt, siger Allan Heine.

Nordjydernes helt store målsluger mod Rødovre var holdets fløjkriger Rikke Hoffbeck, der var her, dér og alle vegne. Hele 13 gange passerede hun en sagesløs keeper i gæsternes mål, og den storspillende sønderjyde løb fuldt fortjent med titlen som kampens spiller.

- Rikke er jo enormt skarp på sine afslutninger i dag. Hun har et par missere, hvor hun tager den under pres, fordi at armen er oppe eller sådan noget, men virkelig en stærk præstation - også defensivt. Så rigtig dejligt at se, at hun har tur i den både offensivt og defensivt, for hun dækker virkelig, virkelig godt op i dag, det må man bare sige, lyder roserne fra Allan Heine.

Med sejren sniger EH Aalborg sig op på 1. divisionens 5. plads med 10 point. Næste kamp for nordjyderne er søndag den 21. november klokken 13.00, hvor holdet på udebane møder AGF Håndbold.

EH Aalborg - Rødovre HK 41-25 (18-9)

Målscorere EH Aalborg:

Rikke Hoffbeck 13, Frida Høgaard 8, Anne Brinch-Nielsen 6, Cecilie Termansen 5, Caroline Højer 3, Mille Eisenhardt 3, Sandra Erlingsdottir 2 og Mette Klostermann 1.

Stillinger undervejs:

1-0, 4-3, 11-4, 12-7, 16-8, (18-9), 22-10, 25-12, 30-15, 32-19, 35-20, 40-23, 41-25

EH Aalborg-nederlag i Slaget om Nordjylland

Den tidligere EH Aalborg-keeper Jesse Van de Polder pillede pynten af sine gamle holdkammerater, da Vendsyssel Håndbold på hjemmebane besejrede EH Aalborg med 28-22.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg måtte fredag aften se sig slået i lokalderbyet døbt Slaget om Nordjylland. På udebane i Syvsten Hallen var det nedrykkerne fra Bambusa Kvindeligaen, Vendsyssel Håndbold, der trak det længste strå med 28-22.

- Vendsyssel var jo bare klart bedre, end vi var. Det er der ikke så meget at sige til. De er bare på samtlige parametre bedre end os, lyder den umiddelbare vurdering fra cheftræner Allan Heine efter kampen.

Det blev den tidligere Vendsyssel-spiller Cecilie Termansen, der åbnede scoringen for aalborgmandskabet til stillingen 1-1. Herefter fulgtes de to hold ad med høj scoringsfrekvenst gennem kampens første kvarter til stillingen 8-7. Herfra fulgte en aalborgensisk scoringspause på godt 10 minutter, hvor blandt andre den tidligere EH-keeper Jesse Van de Polder gjorde ondt på sine gamle holdkammerater. Samtidig lykkedes det hjemmeholdet at trække fra på tavlen, hvorfor Vendsyssel kunne gå til pause foran 15-10.

- Det er mit billede, at vi lykkes med mange ting, men vi har ikke noget slutprodukt på det. Defensivt har vi flere situationer, hvor Vendsyssel er i angreb i et minut, hvor de ikke kan komme til noget, men så har de bare en knivskarp og fuldstændig klar spiller, som sætter punktum på et angreb. Så de lykkes bare med tingene; selvom de er i problemer, så laver de mål alligevel eller trækker en udvisning. Der må vi bare sige, at der er de stærkere og skarpere end os, når det gælder, og det er desværre forskellen, siger Allan Heine.

Fra anden halvlegs begyndelse var det et yderst offensivt EH-forsvar, der jagtede et comeback på måltavlen. 4-2-formationen gav med det samme pote mod de tunge Vendsysselspillere, og selvom tempoet fra defensiven blev bragt med i angrebet, så stod Jesse Van de Polder atter i vejen på både straffekast og 100 procentschancer.

- Det er klart, at Jesse leverer en rigtig god kamp og kommer ovenpå, og kommer måske lidt ind i hovederne på spillerne. Det er jo selvfølgelig også en del af håndboldspillet, og kampen på målvogterpositionen vinder hun jo også klart i dag. Det går op og ned på de fronter også, men i bund og grund er vi bare ikke skarpe nok på spillet og på vores individuelle præstationer, siger EH Aalborgcheftræneren, som kunne se sit hold redde en smule af æren ved at pynte lidt på resultatet til slut.

Næste kamp for EH Aalborg bliver spillet lørdag den 13. november klokken 13.30, hvor Rødovre HK kommer på besøg i Nørresundby Idrætscenter.

Vendsyssel Håndbold - EH Aalborg 28-22 (15-10)

Målscorere EH Aalborg:

Sandra Erlingsdottir 7, Anne Brinch-Nielsen 4, Frida Høgaard 4, Cecilie Termansen 4, Rikke Hoffbeck 2 og Mille Eisenhardt 1,

Stillinger undervejs:

2-2, 5-3, 6-6, 8-7, 11-8, 13-10, (15-10), 17-10, 19-11, 20-14, 23-14, 24-15, 25-17, 27-17, 28-22

Langfartstur når Aalborg gæster bundprop

EH Aalborg kommer på en af årets længste ture, når holdet tidligt søndag formiddag skal hele vejen til Kongens Lyngby nord for København, hvor 1. divisionens prügelknabe, Lyngby HK, byder op til dans.

Der er på papiret ikke mange undskyldninger for ikke at hive en sejr og to sikre point hjem til kontoen, når håndboldkvinderne fra EH Aalborg tidligt søndag eftermiddag står overfor denne sæsons letteste opgave, hvor holdet gæster 1. divisionens absolutte bundhold, Lyngby HK.

- Ja, på papiret er der slet ingen tvivl om, at det er den nemmeste modstander, men noget andet er, hvordan man rent praktisk får tingene til at lykkes. Noget af det, jeg synes, vi var dygtige til sidste år på de her udebaneture, var at sætte os hårdt på kampene fra starten af. Det har vi ikke været super gode til på udebane i denne sæson endnu, men mod Bjerringbro fandt vi noget af det, og det skal vi have fundet frem igen mod Lyngby. Vi skal forsøge at gøre vilkårene rigtig, rigtig svære for dem fra første sekund af, sådan at kampen bliver spillet på vores præmisser. Formår vi det, så ser jeg også gode muligheder for at kunne tage en sejr med derfra, lyder det fra EH Aalborg-cheftræner, Allan Heine.

Lyngby HK er en traditionsrig klub, der tidligere husede prominente navne som eksempelvis den forhenværende landsholdsanfører og OL-guldvinder Mette Vestergaard, men holdet har i de seneste mange sæsoner været langt fra toppen af dansk håndbold. Faktisk rykkede klubben i 2018 helt ned i landets tredjebedste række, hvor holdet har fristet tilværelsen indtil coronaen i forrige sæson hånd-i-hånd med Dansk Håndbold Forbund sendte københavnerholdet i oprykning til 1. division. 

Her viste Lyngbys niveau sig i sidste sæson at være alt for lavt til rækken, hvor det over hele grundspillet blot lykkedes at hente fire point. Nok engang kom coronaen og DHF dog klubben til undsætning, da alle lavere rækker blev suspenderet, og der var derfor ingen nedrykker i 1. divisionen. Derfor har det sjællandske hold fået endnu en chance i landets næstbedste række, men hidtil er det ikke gået Lyndbys vej. Efter seks spillerunder har holdet endnu første point til gode, og i gennemsnit er holdets kampe blevet tabt med over 12 mål. Værst gik det til mod Vendsyssel Håndbold, hvor holdet tabte med hele 25 kassers forskel; 41-16.

For EH Aalborgs eget vedkommende ligger holdet placeret på en øjeblikkelig 5. plads med seks point - Fire efter kvaretten af hold, der deles om rækkens topplaceringer. Men ifølge den nordjyske cheftræner er blikket overhovedet ikke rettet mod tabellen.

- Vi kigger slet ikke på, hvor mange point vi er fra førstepladsen. Det er helt uaktuelt, i forhold til det vi er lige i øjeblikket. Det handler om, at vi skal udvikle os og blive bedre. Så må vi se, om vi kan hænge på de her rigtig stærke hold. Det er sådan tingene er lige i øjeblikket, lyder det fra Allan Heine med henvisning til aalborgensernes svingende præstationer og lange skadesliste.

Kampen mellem Lyngby HK og EH Aalborg spilles søndag klokken 13.00 i Lyngby Hallen.

Trods flot spil og hård fight - SønderjyskE besejrer EH Aalborg i Nørresundby

Oprykningsfavoritterne fra SønderjyskE viste sig for stærke for håndboldkvinderne fra EH Aalborg, da de to hold tørnede sammen i 1. division fredag aften. I et velbesøgt og stemningsfyldt Nørresundby Idrætscenter var det gæsterne, der løb med sejren og de to point efter 22-28.

Af Stefan Holmager Larsen

Hele 464 tilskuere havde fredag aften fundet vejen til Nørresundby Idrætscenter, hvor to af denne sæsons formodede tophold mødte hinanden i landets næstbedste håndboldrække. Begge mandskaber leverede da også både seværdig håndbold og masser af fight, men desværre for hjemmeholdet, så var det dog gæsterne fra Sønderjyske, der løb med sejren.

- Det er klar, at lige efter kampen er man selvfølgelig lidt oprevet over forskellige situationer i kampen, og det er vel mest fordi, at jeg havde følelsen af, at det er sådan en dag her, hvor vi godt kunne vinde. Vi spiller sgu godt; tager initiativ, forsøger, kæmper, men det var ikke nok i dag, og det er vi selvfølgelig ærgerlige over, for vi synes, at vi spiller godt, lyder det fra EH Aalborgs cheftræner Allan Heine.

Aalborgspillerne brugte kampens indledning på at indstille sig på SønderjyskE's kompakte og bevægelige forsvar, og det var således først efter knap otte minutter og en brugt time-out, at hjemmeholdet kunne juble over første EH-scoring i kampen til stillingen 1-3. Herefter fulgtes de to hold ad med skiftende scoringer indtil ti minutter før pausen, hvor en velspillende Frida Høgaard for fjerde gang i første halvleg tordnede bolden i mål til stillingen 8-10.

Desværre for nordjyderne, så blev det dog starten på ti triste minutter, hvor alle marginaler pludselig gik gæsternes vej. Stolpe ud hed det for EH Aalborg, mens SønderjyskE-spillerne rutineret udnyttede chancen til at rykke fra på måltavlen, og med fire mål i træk lykkedes det gæsterne at slå et afgørende hul inden Anne Brinch-Nielsen fik reduceret en enkelt gang inden pausen.

I anden halvleg genfandt EH Aalborg det polerede spil, hvor både det til tider offensive 5-1-forsvar samt Frida Høgaard og Sandra Erlingsdottir i angrebet holdt hjemmeholdet inde i kampen. Flere gange havde holdet muligheden for at mindske afstanden til blot to mål, men hver gang var det små marginaler, der gjorde, at nordjyderne alligevel ikke kom helt tæt på SønderjyskE.

- Når du møder rækkens bedste hold - og det gælder uanset hvilken række du spiller i - så skal du jo have marginaler, for at lave den helt store overraskelse; der skal du være heldig på de helt rigtige tidspunkter. Der må vi sige, at vi lige manglede det sidste held til at komme helt tæt på, siger Allan Heine.

Med nederlaget er EH Aalborg fortsat noteret for 6 point efter seks kampe - fire point efter rækkens førsteplads. Næste kamp for nordjyderne bliver søndag den 31. oktober klokken 13.00, hvor holdet på udebane møder divisionens prügelknabe, Lyngby HK.

EH Aalborg - SønderjyskE 22-28 (9-14)

Målscorere EH Aalborg:

Frida Høgaard 9, Sandra Erlingsdottir 7, Rikke Hoffbeck 3, Anne Brinch-Nielsen 2 og Njoma Zogaj 1

Stillinger undervejs:

0-3, 2-4, 4-6, 5-9, 8-10, 8-14, (9-14), 11-17, 13-18, 16-19, 17-21, 19-23, 21-24, 22-26, 22-28.

Oprykningsfavoritter gæster Nørresundby: - Vi kommer på en hård opgave

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg får for anden uge i træk modstand fra øverste hylde, når SønderjyskE fredag aften kommer på besøg i Nørresundby Idrætscenter.

Af Stefan Holmager Larsen

Sidste weekend mødte EH Aalborg 1. divisionens nummer et, Bjerringbro på udebane, og i denne uge venter der nok engang en særdeles svær modstander, når rækkens nummer tre fra SønderjyskE kommer på besøg i Limfjordsbyen.

- Det er en enormt spændende og interessant opgave. SønderjyskE er jo uden sammenligning den helt store favorit til at skal rykke op, med det set-up og den trup de nu har fået skrabet sammen. Når man kigger på den start som SønderjyskE har fået, og den start som vi har fået, så skal der jo noget ekstraordinært til fra vores side for at bokse til dem, men det både håber og tror vi også på, at vi kan, siger EH Aalborg-træner Allan Heine.

Det nordjyske mandskab har da også god grund til at løbe ind til opgøret mod sønderjyderne med oprejst pande, efter holdet i sidste uge leverede en gedigen overraskelse ved at overrumple rækkens ubesejrede førerhold i egen hule. Hele 32-38 vandt nordjyderne over Bjerringbro fH, og trods en skadesliste, der snart kan fylde hele sektionen bag spillerbænken i Nørresundby ud, så har EH Aalborg atter fået troen tilbage på banen.

- Vi havde jo en rigtig fin kamp, og nu handler det jo for os om, at se om vi kan holde momentum og fortsætte det rigtig fine spil, som vi leverede mod Bjerringbro, men omvendt, så skal vi også defensivt kunne mønstre endnu bedre mod SønderjyskE, for der var lidt langt imellem de rigtig gode aktioner. Det har vi selvfølgelig kigget lidt på og lagt nogle planer ud fra, så vi er klar til at byde det her meget fysisk stærke og meget brede hold fra SønderjyskE op til dans, lyder det fra cheftræneren.

Med hele seks indbyrdes møder i sidste sæson kender EH Aalborg og SønderjyskE om nogen hinanden. Én gang i pokalturneringen, to gange i grundspillet og tre gange i kvalifikationsspillet til ligaen stødte holdene sammen, og fælles for alle kampene var, at udeholdet trak sig sejrrigt ud af kampene; tre gange nordjysk sejr og tre gange sønderjysk.

Denne sæson har dog indtil videre budt på små bump på vejen for begge trupper, hvor EH Aalborg to gange har forladt banen som tabere, mens SønderjyskE blot har tabt en enkelt kamp. Det skete på hjemmebane, hvor holdet tabte 25-26 til TMS Ringsted, mens de i deres fire andre kampe har fået fuldt udbytte, dog uden at folde sig helt ud. Således måtte sønderjyderne nøjes med 21-22 ude over Gudme HK og 25-21 hjemme over bundproppen Lyngby HK.

- SønderjyskE har lidt ligesom andre hold været ramt af skader her i opstarten, og i deres seneste kamp hvor de vinder overbevisende over DHG (23-31, red.) - som, jeg synes, er et rigtig godt hold - der ser man, at SønderjyskE pludselig har fået rigtig mange af deres skadede spillere med igen. Så det, der gør det ekstraordinært er, at vi skal forberede os på enormt mange scenarier, for der er helt op til otte spillere, som kan gøre en forskel på deres hold, så vi skal virkelig være klar individuelt og kollektivt på det pres, der kommer, siger Allan Heine.

Kampen mellem EH Aalborg og SønderjyskE spilles fredag aften den 22. oktober klokken 19.30 i Nørresundby Idrætscenter.