Amputeret EH Aalborg-hold dukket i Ringsted

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg løb søndag ind i holdets andet nederlag i sæsonen, da de på udebane blev dukket med 29-26, efter kun at have scoret otte mål i kampens sidste halve time.

Af Stefan Holmager Larsen

Det var et amputeret EH Aalborg-mandskab, der søndag eftermiddag stillede op til tredje spillerunde i kvindernes 1. division. Til udebanekampen mod TMS Ringsted måtte nordjyderne nemlig undvære blandt andre den langtidsskadede stregkriger Märta Hedenqvist og topscorer Frida Høgaard, der var ude med sygdom, og det var altså for stor en mangel for EH Aalborg, der løb ind i sæsonens andet nederlag.

- Jeg er super ærgerlig, for vi har jo fået en sæsonstart, som vi absolut ikke ønskede. Det er rigtig meget op ad bakke med de kampe, som vi nu har spillet. I dag så tror jeg helt fuldstændig lavpraktisk, at vi løber tør for kræfter og overskud, lyder det fra EH Aalborgs cheftræner Allan Heine.

Med en imponerende sejr i sidste weekend på udebane over SønderjyskE havde TMS Ringsted allerede inden opgøret sendt en advarsel afsted til Allan Heines tropper om ikke at undervurdere hjemmeholdet, og der var da også fuld koncentration i nordjydernes angrebsspil i første halvleg, hvor særligt en Rikke Hoffbeck i hopla ikke havde problemer med at finde og udnytte chancerne foran mål.

Defensivt var EH Aalborg anderledes udfordret af TMS Ringsteds trekløver Anne Cathrine Delfs Lundbye, Sylvie Gamys og den tidligere EH-spiller Natascha Wollesen, der gang på gang havde dygtigheden til at passere gæsternes defensiv, og takket været dem, måtte EH Aalborg nøjes med en pauseføring på 16-18.

Anden halvleg startede dog helt skævt for gæsterne. Fire hurtige scoringer af TMS vendte kampen på hovedet, og så var det pludselig EH Aalborg, der jagtede værterne på måltavlen. Men hvor det i første halvleg havde været stolpe ind i angrebsspillet, så var det i anden halvleg desværre stolpe ud, og trods adskillige forsøg på at genfinde momentum i kampen, så lykkedes det aldrig nordjyderne at komme tættere på end 27-26, og til sidst kunne TMS Ringsted juble over yderligere to point til kontoen, mens EH Aalborg måtte rejse tomhændede hjem til Nordjyllland.

- Vi spiller egentligt en rigtig, rigtig fin første halvleg men får ikke lukket godt nok af defensivt. Der mangler vi simpelthen noget effektivitet og noget power. De laver mål på lidt for mange af de samme måder, og vi får simpelthen ikke justeret til hurtigt nok. Anden halvleg, der bliver det netop sådan en kamp, hvor vi igen spiller os frem til mange fine situationer, men desværre brænder alt for meget, og så kæmper vi lidt med at få det flow, som vi gerne vil have med bolden. Omvendt så står Laura (Askvist red.) igen en rigtig, rigtig fin kamp og er én af hovedårsagerne til, at vi er godt med i kampen, siger Allan Heine.

Med nederlaget er EH Aalborg blot noteret for to point efter tre kampe, og der venter nu det nordjyske trænerteam en stor opgave for at få vendt den hårde sæsonstart og rystet kampen i Ringsted af.

- Om det skyldes, at vi i truppen har haft en del sygdom eller om det skyldet, at vi bliver nervøse, der er svært at sige noget om, men faktum er jo, at vi har fået en rigtig ærgerlig sæsonstart, der gør, at det er noget op ad bakke fra nu af i forhold til de ting, som vi nu engang sigter efter, så vi må klø på til næste kamp og gå all in for at vinde den, lyder det fra cheftræneren.

EH Aalborg får mulighed for revanche allerede på lørdag, hvor holdet på hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter tager imod sydfynske Gudme HK. Kampen spilles klokken 13.30.

TMS Ringsted - EH Aalborg 29-26 (16-18)

Målscorere EH Aalborg:

Rikke Hoffbeck 6, Mille Eisenhardt 5, Emma Aagaard Poulsen 4, Sandra Erlingsdottir 3, Cecilie Termansen 2, Njoma Zogaj 2, Nyala Krullaars 2 og Anne Brinch-Nielsen 2.

Stillinger undervejs:

3-3, 4-6, 6-9, 10-9, 13-13, 15-17, (16-18), 20-18, 21-20, 24-21, 24-23, 27-24, 27-26, 29-26

Kæmpe jubel efter storsejr - Her er reaktionerne

Der var stor jubel både på og uden for banen, da EH Aalborg lørdag udraderede Hadsten med 35-22 og dermed tog en sejr i sæsonens første hjemmekamp. Særligt én spiller strålede i opgøret og blev fortjent kåret som Kampens Spiller.

Af Stefan Holmager Larsen

Læs også: EH Aalborg udraderer Hadsten i tidlig topkamp

EH Aalborg udraderer Hadsten i tidlig topkamp

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg tog en regulær storsejr i sæsonens første hjemmekamp, da oprykningsaspiranterne fra Hadsten Håndbold blev besejret med imponerende 35-22.

Af Stefan Holmager Larsen

Der var ganske enkelt klasseforskel fra første fløjt, da håndboldkvinderne fra EH Aalborg lørdag tog årets første sejr i landet næstbedste håndboldrække. På hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter vandt nordjyderne med hele 35-22 over oprykningsaspiranterne fra Hadsten Håndbold.

Både Hadsten og EH Aalborg fristede i sidste sæson en tilværelse blandt den absolutte top i 1. divisionen, og forventningen er, at de to klubber fortsætter parløbet i år. Men med en sikker redning af unge Laura Askvist og to hurtige scoringer af Emma Aagaard i kampens første to minutter, var det som om hjemmeholdet havde glemt, at de to hold burde være jævnbyrdige.

I et snuptag var EH Aalborg i front med 5-0, og herfra fortsatte et ulige opgør, hvor særligt Askvist som et andet målmandsmonster parerede det ene skud efter det andet og slugte al mod fra de tøvende østjyder.

I kampens modsatte ende spillede aalborgenserne kispus med et tungt Hadstenforsvar, og lige meget hvilken af hjemmeholdets spillere der skød på mål, var der nærmest scoringsgaranti i en første halvleg, der endte 17-10 til EH-Aalborg-favør.

End ikke et genoplivningsforsøg i anden halvleg med hurtige opgiverkast og et offensivt forsvar fra Hadstenholdet kunne kaste grus i Allan Heines veltrimmede opstilling, og i stedet kunne nordjyderne juble over en vanvittig periode på 11 minutter, hvor EH Aalborg ydmygede gæsterne med 11 (elleve!?) scoringer i streg. Dermed satte holdet en tyk streg under styrkeforholdet i dagens kamp og to point ind på kontoen.

- En så stor sejr over Hadsten, det havde jeg på ingen måder forestillet mig - som i på ingen måder overhovedet! Vi boksede med tingene i sidste uge (mod Roskilde, red.) specielt defensivt. Vi har fået nogle trælse skader ind og har også sygdom i truppen samtidig med det. Men folk rykker bare sammen, og dem, der er klar, de giver sig bare 120 procent, så... Som jeg lige har sagt til pigerne, jeg har kræftedeme stor respekt for det. Jeg har været træner nu i mange år efterhånden, og denne her måde at bounce tilbage på, efter man har været lidt nede, det har jeg virkelig respekt for. At vi på den måde var proaktive i stort set alle handlinger, og at vi var et skridt foran både mentalt og fysisk, og det var fedt at se, lyder de store roser fra Allan Heine.

Nu venter der en uges pause, inden holdet atter løber på banen i landets næstbedste håndboldrække. Det sker søndag den 26. september klokken 15.00, når holdet på udebane møder TMS Ringsted.

EH Aalborg - Hadsten Håndbold 35-22 (17-10)

Målscorere EH Aalborg: Rikke Hoffbeck 8, Frida Høgaard 8, Anne Brinch-Nielsen 7,  Sandra Erlingsdottir 5, Emma Aagaard Poulsen 2, Cecilie Termansen 1, Caroline Højer Sørensen 1, Njoma Zogaj 1, Nyala Krullaars 1 og Mille Eisenhardt 1.

Stillinger undervejs:

5-0, 8-2, 13-6, (17-10), 20-12, 21-15, 22-17, 33-17, 35-22

Klar til revanche - Heine tror på sejr mod Hadsten

Efter nederlag i sæsonpremieren på udebane mod Roskilde skal håndboldkvinderne fra EH Aalborg lørdag forsøge at rejse sig, når holdet på hjemmebane får besøg af oprykningskandidaterne fra Hadsten Håndbold.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg fik den værst tænkelige start på sæsonen, da holdet i sidste weekend måtte indkassere et nederlag på 33-28 i Roskilde. En kedelig debut i årets 1. division, hvor nordjyderne aldrig var tætte på sejren.

- Der var mange ting, der gik galt. Det er jo ret komplekst, når man sådan dykker ned i det, men faktum er, at vi rent defensivt lavede nogle fejl individuelt og kollektivt, og det gjorde vilkårene for Roskilde endnu bedre. Så derfor blev det stort set fra anden halvlegs start lidt op ad bakke, lyder det fra EH Aalborg-træner Allan Heine.

Faktisk kunne det dog være gået langt værre for de nordjyske oprykningsaspiranter, der undervejs i anden halvleg var nede med hele otte mål, i en kamp hvor hverken forsvar eller målvogtere levede op til deres bedste. Derfor skal der da også helt andre boller på suppen, når rivalerne fra Hadsten Håndbold lørdag gæster Limfjordsbyen.

Det østjyske hold spillede sidste år en stor rolle i toppen af tabellen i landet næstbedste håndboldrække, hvor de længe så ud til at slutte i top tre, inden en formnedgang til sidst i sæsonen endte med at sende holdet ned på en 7. plads. Forventningerne til Hadsten er dog endnu engang, at holdet vil blande sig helt i toppen af rækken, og i sidste weekend lykkedes det da også østjyderne at lægge solidt ud med en 28-20-sejr på hjemmebane over AGF Håndbold.

- Hadsten er et - synes jeg - bedre hold end Roskilde, så jeg håber, at vi først og fremmest kommer med et bedre defensivt udtryk, end vi gjorde i den første kamp, og formår vi det, så tror jeg også på, at vi kan spille lige op med Hadsten og også tage en sejr. Men det kræver, at vi defensivt kommer med en helt anden power og et helt andet niveau, end vi gjorde i den første kamp, siger Allan Heine.

Til lørdagens opgør kan EH Aalborg desuden se frem til årets første divisionskamp på hjemmebanen i Nørresundby, og efter at have spillet det meste af sidste år uden mennesker på lægterne, bliver det et dejligt gensyn med tilskuere i hallen.

- Vi glæder os alle sammen, og vi håber selvfølgelig også, at vi kan mærke publikum. Vi håber på, at der kommer rigtig mange folk, som gør, at de her unge piger, vi har, kan få et ekstra skulderklap og et ekstra rygstød på vej mod en sejr, lyder det fra Allan Heine.

Kampen mellem EH Aalborg og Hadsten Håndbold spilles lørdag klokken 13.30 i Nørresundby Idrætscenter.

EH klar til sæsondebut: - Vi vil være en del af toppen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg skal på langfart i sæsonens første kamp, når holdet lørdag eftermiddag gæster Roskilde Håndbold i landets næstbedste række.

Af Stefan Holmager Larsen

De nordjyske kvinder leverede sidste sæson en forrygende indsats, hvor de først sikrede sig en andenplads i 1. divisionens grundspil, inden holdet måtte ud i tre afgørende kampe i det efterfølgende kvalifikationsspil, inden holdet måtte kapitulere til rivalerne fra SønderjyskE. Den gode præstation forpligter dog, og derfor er ambitionerne for den nye sæson da også tårnhøje.

- Vi vil være en del af toppen igen. Det er der ingen tvivl om. Selvom vi har været lidt uheldige med nogle skader her i optakten, så synes vi, at vi har en god bred trup, som kan være med og spille med omkring de øverste placeringer, lyder det fra EH Aalborg-træner Allan Heine.

Hvis den ambition skal indfris, så skal de nordjyske håndboldkvinder være maksimalt klar fra start. I holdets første to spillerunder skal de nemlig møde Roskilde på udebane og efterfølgende Hadsten på hjemmebane - to mandskaber, der i sidste sæson begge drillede EH Aalborg.

- Der ligger en otte-ti hold i 1. divisionen, som er rigtig, rigtig gode, og så er der nogle hold, som er lidt mindre gode. Men som vi så i sidste sæson, så havde vi store problemer mod hold, som på papiret var i bunden. Så det handler om, at man skal være klar fra start af, og man skal være klar i løbet af kampen til at give den 120 procent hver eneste gang. Det gælder for os, ligesom for alle de andre. Så vi skal være klar, når vi skal til Roskilde, hvor vi var heldige at vinde sidste år, så derfor er det en skrap start vi får, synes jeg, men omvendt, hvis man gerne vil være blandt de bedste, så er det jo sådan, det er, siger Allan Heine.

Da EH Aalborg i sidste sæson tog turen til den midtsjællandske domkirkeby lykkedes det kun med nød og næppe at hive en sejr hjem til Nordjylland. Det skete efter en kamp, hvor holdet halsede efter i størstedelen af kampen, inden Allan Heines tropper i kampens sidste 15 minutter vendte opgøret på hovedet og vandt med smalle 24-25.

Om det bliver lige så spændende i denne sæson finde vi ud af lørdag, når Roskilde Håndbold og EH Aalborg mødes i Roskildehallerne lørdag den 11. september klokken 15.30.

Nordjysk nederlag after målrig pokalkamp

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg gav overmagten kamp til stregen men måtte alligevel se sig slået i en velspillet pokalkamp mod Nykøbing Falster Håndbold fredag aften.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg fik vist sig frem fra den flotte side, da sidste sæsons pokalfinalister fra Nykøbing Falster Håndbold gæstede Nørresundby Idrætscenter i ottendedelsfinalen af pokalturneringen Santander Cup. Trods en hæderlig indsats mod ligaholdet, så måtte hjemmeholdet dog alligevel se sig slået 28-36.

Det gæstende ligahold bragte sig hurtigt i front fra første minut, og da der efter blot 3 minutter og 33 sekunder stod 1-4, har der med garanti været flere svedige håndflader blandt det fremmødte publikum på Solsiden. Heldigvis begyndte det aalborgensiske angrebsspil så småt at vågne, og på gode aktioner af Sandra Erlingsdottir og Mille Eisenhardt var hjemmeholdet pludselig helt med igen.

Herfra fulgte en første halvleg, hvor ligamandskabet hele tiden skabte et lille hul, som hurtigt blev indhentet at hjemmeholdet, uden at aalborgspillerne dog nåede helt op på omgangshøjde med NFH. Med halvandet minut tilbage af halvlegen var nordjyderne på 14-17, inden falstringerne med to hurtige scoringer kunne gå til pause foran med fem mål.

Anden halvleg fortsatte i samme dur, hvor gæsterne flere gange truede med at trække fra, men på forrygende fight, flotte kontraløb og flere gode redninger af EH Aalborgs nye målkvinde Synna Lien lykkedes det ad flere omgange af afværge en truende afklapsning. Således lykkedes det holdet at holde stillingen på både 20-25 og 25-30 med blot ti minutter af kampen, inden ligaholdet alligevel fik trukket en smule fra på tavlen til sidst.

Efter kampen blev nordjydernes fløjkriger Anne Brinch-Nielsen fortjent kåret til kampens EH Aalborgspiller

EH Aalborg - Nykøbing Falster Håndbold 28-36 (14-19)

Målscorere EH Aalborg:

Frida Høgaard Nielsen 5, Anne Brinch-Nielsen 5, Sandra Erlingsdottir 5, Mille Eisenhardt 3, Rikke Hoffbeck Petersen 3, Nyala Krullaars 3, Njoma Zogaj 1, Signe Kusk 1, Maiken Skov Nielsen 1 og Cecilie Termansen 1.

Stillinger undervejs:

1-4, 4-5, 5-9, 7-13, 10-14, 12-15, 14-17, (14-19) 19-24, 20-27, 25-30, 26-33, 28-36