Dramatisk EH-sejr i Slaget om Nordjylland

Med en stjålet bold i kampens sidste sekunder stjal håndboldkvinderne fra EH Aalborg muligheden for en udligning fra Vendsyssel, og dermed blev det til aalborgensisk sejr på 31-30 i Slaget om Nordjylland

Af Stefan Holmager Larsen

Der var spænding til det sidste i en nervebetonet kamp, da EH Aalborg og Vendsyssel Håndbold torsdag aften mødtes i et brag at et lokalopgør i landets næstbedste håndboldrække. Heldigvis for hjemmeholdet, så var det holdet fra Limfjordsbyen, der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret i Nørresundby Idrætscenter med cifrene 31-30.

Efter føringerne havde bølget frem og tilbage gennem hele kampen, så så det ud til at Vendsyssel skulle løbe med sejren efter at have hentet en aalborgensisk føring på 20-17 med godt 20 minutter tilbage af kampen. Herfra var det nemlig konstant vendelboerne, der var i front med et enkelt mål, og nærmest lige meget hvad EH Aalborg gjorde, så havde gæsterne marginalerne på deres side.

Sådan så det i hvert fald ud indtil godt seks minutter før slutfløjtet, hvor Rikke Hoffbeck bragte hjemmeholdet tilbage i front, og selvom Vendsyssel kæmpede det bedste, de havde lært, så lykkedes det konstant EH-spillerne at komme med hurtige modtræk.

I kampens sidste 30 sekunder ved stillingen 31-30 var det gæsterne, der havde bolden og dermed muligheden for at udligne, men med et aggressivt forsvar lykkedes det til sidst for den aalborgensiske defensiv at afværge pointtabet ved at stjæle bolden fra vendelboerne, og så kunne jublen bryde ud med både sejrssang og fødselsdagssang til ære for cheftræneren.

Opdateres...

EH Aalborg - Vendsyssel Håndbold 31-30 (17-16)

Målscorere EH Aalborg:

Frida Høgaard 8, Sandra Erlingsdottir 7, Rikke Hoffbeck 5, Line Berggren Larsen 5, Märta Hedenquist 4, Maiken Skov Nielsen 1 og Mille Eisenhardt 1

Stillinger undervejs:

1-3, 6-3, 7-7, 9-10, 14-11, 15-13, 17-14, (17-16), 20-17, 20-21, 23-23, 26-26, 28-27, 30-30, 31-30

Coronaramt EH-mandskab tager fjerde sejr i træk

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg tog lørdag deres fjerde sejr på stribe, da holdet på udebane slog Hadsten Håndbold med 28-30.

Udfordringerne fortsætter med at forsøge at spænde ben for EH Aalborg i dette års udgave af 1. divisionen. Efter at have været særdeles hårdt ramt af skader i første halvdelen af sæsonen, blev nordjyderne i den forgangne uge ramt af coronavirus, som sendte både Märta Hedenquist og Isabella Sørig ud af spillet til lørdagens kamp mod Hadsten.

Østjyderne takkede nej til at flytte opgøret, og derfor måtte Allan Heines tropper rykke endnu tættere sammen i bussen til sidste kamp inden juleferien.

Efter en helt lige indledling på kampen så det ellers ud til at Hadsten Håndbold skulle løbe med sejren i kalenderårets sidste kamp. En udvisning på en ellers velspillende Sandra Erlingsdottir og et straffekast til hjemmeholdet ved stillingen 5-5 efter knapt et kvarter var nemlig startskuddet til en skidt periode for EH-mandskabet. Herfra scorede Hadsten fem mål i træk, og havde det ikke været for Frida Høgaards venstrehånd, så kunne kampen let være knækket.

Den unge bagspiller stod for aalborgensernes fire efterfølgende scoringer og holdt dermed gæsterne inde i opgøret, og da holdet mod slutningen af halvlegen atter fik spillet til at flyde, så nåede EH Aalborg at komme helt tilbage på måltavlen, hvor Hadsten blot var i front med et enkelt mål ved pausen; 14-13.

Fra anden halvlegs start fik de gæstende nordjyder hurtigt kontakt på måltavlen ved stillingen 17-17, og da Rikke Hoffbeck med sin sjette scoring knap otte minutter før tid bragte EH Aalborg i front med 24-25, så gik gassen af hjemmeholdets ballon, og nordjyderne kunne fuldt fortjent juble over endnu en sejr til samlingen og to yderst vigtige point til tabellen.

Med sejren holder EH Aalborg trit med rækkens tophold, og aalborgenserne kan gå på juleferie med 16 point for 12 kampe. Det placerer holdet på tabellens femte plads blot ét point efter Bjerringbro fH på tredjepladsen, der giver adgang til kvalifikationskampe til Bambusa Kvindeligaen.

Hadsten Håndbold - EH Aalborg 28-30 (14-13)

Målscorere EH Aalborg:

Rikke Hoffbeck Petersen 6, Frida Høgaard Nielsen 6, Cecilie Termansen 4, Sandra Erlingsdottir 4, Maiken Skov 4, Line Berggren Larsen 3, Mille Eisenhardt 2 og Caroline Højer 1

Stillinger undervejs

2-3, 5-5, 10-5, 12-8, 13-10, (14-13), 16-14, 17-15, 19-19, 22-23, 25-27, 28-30

EH-sejr efter drama: - Mere intenst, end jeg bryder mig om!

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg hentede en flot sejr over et velspillende DHG-hold, da de to hold lørdag eftermiddag mødtes i Nørresundby Idrætscenter.

Af Stefan Holmager Larsen

Efter tre ugers kamppause var de aalborgensiske håndbolddarlings fra EH Aalborg lørdag eftermiddag atter i ilden i landets næstbedste række. På hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter lykkedes det - efter en velspillet og særdeles tæt kamp mod fynske DHG - at hale en sejr og to point i hus.

- Det er jo en intens kamp, som bølger frem og tilbage - mere end jeg lige synes om. Jeg synes jo generelt, at vi har godt styr på kampen, men DHG bider hele tiden fra sig og spiller en god kamp med et par gode målvogtere, og så bliver det tæt til sidst. Vi har heldigvis den fornødne ro og kynisme til at afgøre det, lyder det fra EH Aalborgs cheftræner, Allan Heine.

Nordjydene kom flyvende ud af starthullerne og fik hurtigt bragt sig i front 4-1, blandt andet takket være unge Maiken Skov Nielsen, som til kampen huserede på EH's højrefløj i stedet for skadede Anne Brinch-Nielsen, og hele halvlegen igennem var aalborgenserne et skridt foran fynboerne på måltavlen.

Bedst så det ud, da Märta Hedenquist bragte hjemmeholdet i front med 14-10 knap fem minutter før pausen, men så scorede gæsterne tre hurtige mål og bragte spændingen tilbage i kampen.

I anden halvleg nåede DHG at snuse til både sejren og de to point, da de ad flere omgange bragte sig foran via godt angrebsspil og kontrascoringer, men med et kvarter tilbage af kampen strammede EH Aalborg-spillerne koncentrationen i særligt forsvarsspillet, og da bagkæden med blandt andre velspillende Sandra Erlingsdottir og hjemvendte Line Berggren Larsen samtidig steppede op, blev det alligevel til en flot og fortjent nordjysk sejr.

- Jeg synes egentligt, at vi kampen igennem står fornuftigt. Der er lidt misforståelser undervejs, og det er jo et stærkt angrebshold, vi møder, der lægger et stort tryk på vores forsvar, men generelt set, så synes jeg, at vi står godt imod. Selvfølgelig kunne jeg godt have tænkt mig at holde dem en 3-4 mål længere nede, men de er et stærkt hold, og jeg er glad for, at vi tog en sejr, siger Allan Heine.

Sejren var EH Aalborgs tredje i træk, og nordjyderne holder dermed fortsat fast i tabellens 5. plads med 14 point efter 11 spillerunder.

EH Aalborg - DHG 29-26 (14-13)

Målscorere EH Aalborg:

Sandra Erlingsdottir 6, Rikke Hoffbeck 5, Mille Eisenhard 4, Line Berggren Larsen 4, Frida Høgaard 4, Märta Hedenquist 3 og Maiken Skov Nielsen 3

Stillinger undervejs:

4-1, 7-4, 10-6, 14-10, (14-13), 16-17, 19-19, 20-21, 22-22, 24-22, 24-24, 26-25, 27-26, 29-26

Eisenhardt i målhumør da EH vandt i Aarhus

EH Aalborg snuppede fuldt fortjent sejren og de to point, da holdet søndag eftermiddag slog AGF Håndbold i kvindernes 1. division med 20-26. Særligt Mille Eisenhardt var i målhumør og blev i kampen noteret for hele 10 kasser.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg anført af en velspillende Mille Eisenhardt leverede en stærk præstation, da holdet søndag gæstede AGF Håndbold i landets næstbedste håndboldrække. På trods af hård fight fra de aarhusianske værter, så var der aldrig tvivl om kampens udfald, og nordjyderne vandt sikkert 20-26.

De to hold fulgtes ad i kampens indledning indtil stillingen 10-10, hvor nordjydernes forsvar for alvor lukkede af for værterne. Herefter slog de aalborgensiske favoritter et hul på måltavlen, og så kunne gæsterne juble over en 11-15-føring i Smilets By.

- Ved 10-10 vælger vi at sætte Märtha (Hedenquist, red.) ind defensivt for at stabilisere forsvaret yderligere, og det må vi sige, at det lykkes virkelig godt. Hun er med til at give en god balance og give noget tryghed og noget tro på det, og det gør, at vi kommer godt til pausen, lyder det fra cheftræner Allan Heine.

Udover et stærkt indhop af den svenske stregspiller, så kunne den nykårede assistenttræner for det schweiziske landshold nyde en storspillende Mille Eisenhardt i kampens første halve time. Den talentfulde bagspiller stod nemlig for otte nordjyske mål, og særligt på straffekast var Eisenhardt sikkerheden selv med fem fuldtræffere overfor de sagesløse AGF-keepere.

Ingen spænding efter pausen

Efter pausen fortsatte tendenserne fra slutningen af første halvleg, og EH Aalborg fortsatte sin tromlen over det ellers hårdtkæmpende men sagesløse hjemmehold. Den største spænding i kampen endte derfor med at blive, hvor stort nordjyderne skulle vinde i den gamle hal i Ceres Park.

Trods manglende spænding, så lykkedes det dog for AGF'erne at stække stjernen Eisenhardt, som i kampens sidste halve time blev noteret for et brændt straffekast og "blot" to scoringer. Det rakte dog stadig til at nå imponerende 10 mål i alt og en fortjent titel som kampens helt store nordjyske oplevelse.

- Mille var stærkt kørende. Specielt i første halvleg. Både i det stationære spil, og på straffekastene, men også på dét, vi synes, at hun er bedst til; de her skud rundt omkring forsvaret, når der er højt pres på. Der var hun bare skarp i dag. Det var fedt at se, for det er også det, der gør, at vi kommer fra kampen på en overbevisende måde, for man har set mange gange, at AGF har drillet deres modstandere. Så vi er glade for, at Mille brændte sådan en kamp af i dag, lyder roserne fra Allan Heine.

Med sejren er EH Aalborg fortsat placeret på 1. divisionens femteplads - nu med 12 point for 10 kampe.

AGF Håndbold - EH Aalborg 20-26 (11-15)

Målscorere EH Aalborg:

Mille Eisenhardt 10, Rikke Hoffbeck 5, Sandra Erlingsdottir 3, Cecilie Termansen 3, Frida Høgaard 2, Isabella Sørig 2 og Anne Brinch-Nielsen 1.

Stillinger undervejs:

2-0, 3-2, 3-5, 5-7, 8-9, 10-10, 11-13, (11-15), 12-17, 14-20, 16-23, 19-24, 20-26

Scoringsrekord da EH Aalborg slagtede Rødovre

For første gang i fem sæsoner rundede EH Aalborg 40 mål i en turneringskamp, da holdet lørdag snuppede to point til tabellen med en storsejr på 41-25 over Rødovre HK.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg kom tilbage på sejrssporet efter sidste uges nederlag til Vendsyssel Håndbold, da holdet lørdag på hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter gik målamok og trynede bundboldet Rødovre HK med 41-25.

Mod Vendsyssel var det en storspillende tidligere EH-keeper, der spillede aalborgenserne et puds trods fornemt angrebsspil, men denne gang sad koncentrationen lige i skabet, når hjemmeholdets spillere kom igennem til skud.

- Vi fik jo heldigvis det svar, som vi søgte i vores seneste kamp. Jeg synes, at vi i høj grad får præsteret på det niveau, vi gerne ville. Specielt angrebsmæssigt, der leverer vi høj koncentration i stort set samtlige 60 minutter, så det var fedt at se, lyder det fra EH Aalborg-cheftræner Allan Heine.

Med en nordjysk defensiv, der i denne sæson har været hårdt plaget af skader, og derfor har måtte ændres adskillige gange, har netop EH Aalborgs angrebsspil længe været omdrejningspunktet på banen, og med 41 kasser mod Rødovre opnåede holdet en helt ny milepæl.

Lørdagens kamp var nemlig første gang i de seneste fem sæsoner, at det lykkedes klubbens førstehold at score så mange mål i en turneringskamp. Tættest på var i 2017, hvor holdet - ligeledes i landets næstbedste række - vandt 39-17 på hjemmebane over AGF.

- Det er en scoringsrekord i EH Aalborgs historie, og det viser også, at i måden vi træner på angrebsmæssigt, og den måde vi angriber tingene på, der har vi været gode over en længere periode. Når vi så rammer flow på rigtig mange spillere, som vi gør i dag, så kommer det til at se ud, som det gør, og det er fedt, siger Allan Heine.

Nordjydernes helt store målsluger mod Rødovre var holdets fløjkriger Rikke Hoffbeck, der var her, dér og alle vegne. Hele 13 gange passerede hun en sagesløs keeper i gæsternes mål, og den storspillende sønderjyde løb fuldt fortjent med titlen som kampens spiller.

- Rikke er jo enormt skarp på sine afslutninger i dag. Hun har et par missere, hvor hun tager den under pres, fordi at armen er oppe eller sådan noget, men virkelig en stærk præstation - også defensivt. Så rigtig dejligt at se, at hun har tur i den både offensivt og defensivt, for hun dækker virkelig, virkelig godt op i dag, det må man bare sige, lyder roserne fra Allan Heine.

Med sejren sniger EH Aalborg sig op på 1. divisionens 5. plads med 10 point. Næste kamp for nordjyderne er søndag den 21. november klokken 13.00, hvor holdet på udebane møder AGF Håndbold.

EH Aalborg - Rødovre HK 41-25 (18-9)

Målscorere EH Aalborg:

Rikke Hoffbeck 13, Frida Høgaard 8, Anne Brinch-Nielsen 6, Cecilie Termansen 5, Caroline Højer 3, Mille Eisenhardt 3, Sandra Erlingsdottir 2 og Mette Klostermann 1.

Stillinger undervejs:

1-0, 4-3, 11-4, 12-7, 16-8, (18-9), 22-10, 25-12, 30-15, 32-19, 35-20, 40-23, 41-25

Aalborg choksejrer i målorgie - Vinder over ubesejrede Bjerringbro

Trods flere stamspillere siddende på bænken lykkedes det takket være en sprudlende offensiv for EH Aalborg at vinde den svære udekamp over det ubesejrede tophold Bjerringbro fH.

Af Stefan Holmager Larsen

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg blev det første hold i denne sæson til at besejre Bjerringbro fH. Efter en målrig kamp med mere end ét mål i minuttet fra de to mandskaber lykkedes det på imponerende vis for nordjyderne at løbe med sejren på 32-38 i Østjylland.

- Det er jo voldsom stærkt. Særligt set i forhold til, hvad det er, vi har kæmpet med i forhold til skader. Så møder vi et Bjerringbro-hold, som bare har kværnet løs og været bundsolide, og at vi så på den måde tager sejren, det er godt gjort, lyder det fra cheftræner Allan Heine.

Nordjyderne har siden sæsonstarten været hårdt ramt af skader, hvor Märta Hedenquist, Synna Lien, Ida-Cecilie Andersen, og Laura Skovhus alle sidder ude. Op til kampen mod Bjerringbro blev desuden Emma Aagaard og Nyala Krullaars føjet til listen, og det fik helt ekstraordinært EH Aalborgs cheftræner Allan Heine til at lægge favoritværdigheden over på skuldrene af det ubesejrede tophold.

Alligevel var det nordjyderne, som kom bedst fra start lørdag eftermiddag i Bjerringbro. EH Aalborg gik fra 2-4 til 3-8 efter godt ni minutter, inden hjemmeholdet fik fat i kampen ved at rode i den taktiske værkstøjskasse.

- Vi lykkedes jo fra kampens start faktisk godt defensivt i de første 10-15 minutter, men så går de i syv mod seks, og der kæmper vi en del med at få dem presset ud i nogle dårlige situationer, faktisk i stort set hele kampen, lyder det fra Allan Heine.

Herefter fulgtes de to mandskaber ad frem mod pausen, dog hele tiden med det gæstende hold et mulehår foran, og således også ved pausen, som lød på 19-20 i Aalborg-favør.

Trods en hurtig føring på 20-22 og fortsat gode takter af EH Aalborg efter pausen, så blev det pludselig mere end nervepirrende, da hjemmeholdet for alvor fik tur i spillet. Fem hurtige scoringe i træk bragte nemlig Bjerringbros tophold i front med tre, og stimen af nordjyske udebanenederlag i sæsonen så ud til at vokse.

- I den periode brænder vi et par straffekast og et par friløbere, og det er jo sådan, at i kampe med så højt et scoringsflow, så er det jo små ting, der er afgørende. Men vi er fortsat cool, og holder os til vores strategi og koncept og knokler på. Det er dér, hvor holdet virkelig stepper op og viser sammenhold, og så kværker vi dem egentligt fra det moment af, lyder det fra Allan Heine, som kunne se sit hold udligne til 25-25, inden mandskaberne fulgtes ad til ti minutter før tid, hvor EH Aalborg trak fra.

Med sejren er de nordjyske håndboldkvinder noteret for 6 point efter 5 kampe - blot to færre end 1. divisionens førerhold fra Bjerringbro. Næste kampe for EH Aalborg bliver spillet på fredag den 22. oktober klokken 19.30, hvor SønderjyskE Håndbold kommer på besøg i Nørresundby Idrætscenter.

Bjerringbro fH - EH Aalborg 32-38 (19-20)

Målscorere EH Aalborg:

Frida Høgaard Nielsen 10, Sandra Erlingsdottir 8, Rikke Hoffbeck 6, Anne Brinch-Nielsen 6, Mille Eisenhardt 4, Njoma Zogaj 2 og Cecilie Termansen 2.

Stillinger undervejs:

2-0, 2-4, 3-8, 5-9, 8-10, 11-12, 13-16, 15-18, 19-19, (19-20), 20-22, 25-22, 25-25, 27-28, 29-29, 31-30, 31-33, 32-38

EH Aalborg slider sig til sejr i uskønt drama

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg hentede sæsonens anden sejr, da nordjyderne på hjemmebane vandt med 21-19 over Gudme HK i 1. divisionen.

Af Stefan Holmager Larsen

Lad det være sagt med det samme. Kønt blev det aldrig, da EH Aalborg, som i de forgangne uger har kæmpet hårdt med et sygdomsudbrud i truppen, lørdag eftermiddag tog imod sydfynske Gudme HK. I sidste ende endte det dog alligevel lykkeligt, da det nordjyske hold hentede to yderst vigtige point til kontoen med en sejr på 21-19.

- Jeg vil helst ikke tilskrive det sygdomsperioden, men det er klart, at vi har jo stadig nogle, der hænger, og vi mangler det her topniveau rent fysisk, men jeg synes også, at vi bare spiller for dårligt i dag, lyder den umiddelbare vurdering fra cheftræner Allan Heine.

Søvninge skud, sløve screeninger, blege blokeringer og amputerede afleveringer. Det var nemlig arsenalet fra EH Aalborgs spillere i kampens indledning, hvor det ikke ligefrem så ud til at blive en nordjysk succes. I et lettere søvnigt tempo startede de to hold nemlig kampen, og gæsterne havde derfor ingen problemer med at dæmme op for hjemmeholdets angrebspil. Derfor kunne de to hold følges ad til stillingen 4-3, hvor et aalborgensisk kollaps tog form.

Her tog gæsternes målkvinde Sofie Amalie Andersen nemlig for alvor fat i de forkølede nordjyske forsøg. Herfra startede en sand lavine af nordjysk dårligdom, og havde det ikke været for en særdeles velspillende Laura Askvist, der snuppede både straffekast og flere friløbere fra de sydfynske skytter, så var det med garanti lykkedes fynboerne at vinde det efterfølgende kvarter med mere end blot 6-0.

- Det var en frygtelig kamp på rigtig mange parametre - særligt i angrebet. Ingen tempo, intet flow, konstante mistiminger, som giver dårlige dueller, og så skal vi jo på ét eller aller andet tidspunkt afslutte angrebet, og så bliver det bare med dårlig kvalitet og masser af dårlige afslutninger, siger Allan Heine, som dog fik pustet ild i øjnene på spillerne, da han dikterede forsvaret frem i en lettere offensiv formation.

Det fik hjemmeholdets spillere op på tæerne, og den ekstra speed hjalp gevaldigt i angrebsspillet, hvor holdet med tre hurtige scoringer før pausen fik pustet liv tilbage i kampen om sejren.

Anden halvleg fortsatte som en lang offensiv kamp for at få smidt bolden over målstregen. De mange angrebsfejl fra kampens første 30 minutter fortsatte nemlig efter pausen, og da Gudme bragte sig i front med 12-15 et kvarter før tid, lignede det for alvor en ny dukkert af de aalborgensiske oprykningsdrømme.

Men ud af det blå stemplede Nyala Krullaars ind. Fire scoringer i træk fra hollænderens hånd - sendte for første gang siden 4-3 EH Aalborg i front, og bakket op af Alt-reddende Askvist i målet kørte hjemmeholdet herfra roligt sejren hjem.

Dermed er nordjyderne noteret for fire point i tabellen, mens Allan Heine har fået et bedre indblik i sit nye hold, og selvom spillet mod Gudme langt fra var toppen af 1. division værdigt, så var der dog også lyspunkter at tage med sig videre.

- Det var en frygtelig kamp på rigtig mange parametre. Der skal noget helt andet til, hvis vi skal være med i toppen af 1. division, det er der slet ingen tvivl om. Der er vi nødt til at kigge ind ad og se på, hvor er det, vi mangler noget niveau, for det var generelt set ikke godt nok. Dog synes jeg, at vi viser nogle spændende takter i forsvaret, hvor vi angriber tingene på en anden måde, end vi normalt har gjort. I og med, at vi har nogle folk ude, som var dygtige i vores klassiske forsvarsspil, så har vi nogle nu, der er dygtige til noget andet, og det får vi virkelig at se i dag, og så er Laura (Askvist red.) jo igen god, lyder det fra cheftræneren.

Allan Heine og resten af EH Aalborg-mandskabet har nu to ugers kamppause, hvor formen kan genfindes, inden holdet lørdag den 16. oktober på udebane skal op imod det ubesejrede tophold Bjerringbro FH.

EH Aalborg - Gudme HK 21-19 (7-9)

Målscorere EH Aalborg:

Nyala Krullaars 6, Sandra Erlingsdottir 6, Anne Brinch-Nielsen 3, Emma Aagaard 2, Mette Klostermann 1, Rikke Hoffbeck 1, Njoma Zogaj 1 og Cecilie Termansen 1,

Stillinger undervejs:

1-2, 4-3, 4-9, (7-9), 10-11, 11-14, 12-15, 17-16, 20-17, 21-19

Kæmpe jubel efter storsejr - Her er reaktionerne

Der var stor jubel både på og uden for banen, da EH Aalborg lørdag udraderede Hadsten med 35-22 og dermed tog en sejr i sæsonens første hjemmekamp. Særligt én spiller strålede i opgøret og blev fortjent kåret som Kampens Spiller.

Af Stefan Holmager Larsen

Læs også: EH Aalborg udraderer Hadsten i tidlig topkamp

EH Aalborg udraderer Hadsten i tidlig topkamp

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg tog en regulær storsejr i sæsonens første hjemmekamp, da oprykningsaspiranterne fra Hadsten Håndbold blev besejret med imponerende 35-22.

Af Stefan Holmager Larsen

Der var ganske enkelt klasseforskel fra første fløjt, da håndboldkvinderne fra EH Aalborg lørdag tog årets første sejr i landet næstbedste håndboldrække. På hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter vandt nordjyderne med hele 35-22 over oprykningsaspiranterne fra Hadsten Håndbold.

Både Hadsten og EH Aalborg fristede i sidste sæson en tilværelse blandt den absolutte top i 1. divisionen, og forventningen er, at de to klubber fortsætter parløbet i år. Men med en sikker redning af unge Laura Askvist og to hurtige scoringer af Emma Aagaard i kampens første to minutter, var det som om hjemmeholdet havde glemt, at de to hold burde være jævnbyrdige.

I et snuptag var EH Aalborg i front med 5-0, og herfra fortsatte et ulige opgør, hvor særligt Askvist som et andet målmandsmonster parerede det ene skud efter det andet og slugte al mod fra de tøvende østjyder.

I kampens modsatte ende spillede aalborgenserne kispus med et tungt Hadstenforsvar, og lige meget hvilken af hjemmeholdets spillere der skød på mål, var der nærmest scoringsgaranti i en første halvleg, der endte 17-10 til EH-Aalborg-favør.

End ikke et genoplivningsforsøg i anden halvleg med hurtige opgiverkast og et offensivt forsvar fra Hadstenholdet kunne kaste grus i Allan Heines veltrimmede opstilling, og i stedet kunne nordjyderne juble over en vanvittig periode på 11 minutter, hvor EH Aalborg ydmygede gæsterne med 11 (elleve!?) scoringer i streg. Dermed satte holdet en tyk streg under styrkeforholdet i dagens kamp og to point ind på kontoen.

- En så stor sejr over Hadsten, det havde jeg på ingen måder forestillet mig - som i på ingen måder overhovedet! Vi boksede med tingene i sidste uge (mod Roskilde, red.) specielt defensivt. Vi har fået nogle trælse skader ind og har også sygdom i truppen samtidig med det. Men folk rykker bare sammen, og dem, der er klar, de giver sig bare 120 procent, så... Som jeg lige har sagt til pigerne, jeg har kræftedeme stor respekt for det. Jeg har været træner nu i mange år efterhånden, og denne her måde at bounce tilbage på, efter man har været lidt nede, det har jeg virkelig respekt for. At vi på den måde var proaktive i stort set alle handlinger, og at vi var et skridt foran både mentalt og fysisk, og det var fedt at se, lyder de store roser fra Allan Heine.

Nu venter der en uges pause, inden holdet atter løber på banen i landets næstbedste håndboldrække. Det sker søndag den 26. september klokken 15.00, når holdet på udebane møder TMS Ringsted.

EH Aalborg - Hadsten Håndbold 35-22 (17-10)

Målscorere EH Aalborg: Rikke Hoffbeck 8, Frida Høgaard 8, Anne Brinch-Nielsen 7,  Sandra Erlingsdottir 5, Emma Aagaard Poulsen 2, Cecilie Termansen 1, Caroline Højer Sørensen 1, Njoma Zogaj 1, Nyala Krullaars 1 og Mille Eisenhardt 1.

Stillinger undervejs:

5-0, 8-2, 13-6, (17-10), 20-12, 21-15, 22-17, 33-17, 35-22