Seneste nyt fra EH Aalborg

Læs om kampe og resultater

Trods flot spil og hård fight - SønderjyskE besejrer EH Aalborg i Nørresundby

22. oktober 2021

Oprykningsfavoritterne fra SønderjyskE viste sig for stærke for håndboldkvinderne fra EH Aalborg, da de to hold tørnede sammen i 1. division fredag aften. I et velbesøgt og stemningsfyldt Nørresundby Idrætscenter var det gæsterne, der løb med sejren og de to point efter 22-28.

Af Stefan Holmager Larsen

Hele 464 tilskuere havde fredag aften fundet vejen til Nørresundby Idrætscenter, hvor to af denne sæsons formodede tophold mødte hinanden i landets næstbedste håndboldrække. Begge mandskaber leverede da også både seværdig håndbold og masser af fight, men desværre for hjemmeholdet, så var det dog gæsterne fra Sønderjyske, der løb med sejren.

- Det er klar, at lige efter kampen er man selvfølgelig lidt oprevet over forskellige situationer i kampen, og det er vel mest fordi, at jeg havde følelsen af, at det er sådan en dag her, hvor vi godt kunne vinde. Vi spiller sgu godt; tager initiativ, forsøger, kæmper, men det var ikke nok i dag, og det er vi selvfølgelig ærgerlige over, for vi synes, at vi spiller godt, lyder det fra EH Aalborgs cheftræner Allan Heine.

Aalborgspillerne brugte kampens indledning på at indstille sig på SønderjyskE's kompakte og bevægelige forsvar, og det var således først efter knap otte minutter og en brugt time-out, at hjemmeholdet kunne juble over første EH-scoring i kampen til stillingen 1-3. Herefter fulgtesde to hold ad med skiftende scoringer indtil ti minutter før pausen, hvor en velspillende Frida Høgaard for fjerde gang i første halvleg tordnede bolden i mål til stillingen 8-10.

Desværre for nordjyderne, så blev det dog starten på ti triste minutter, hvor alle marginaler pludselig gik gæsternes vej. Stolpe ud hed det for EH Aalborg, mens SønderjyskE-spillerne rutineret udnyttede chancen til at rykke fra på måltavlen, og med fire mål i træk lykkedes det gæsterne at slå et afgørende hul inden Anne Brinch-Nielsen fik reduceret en enkelt gang inden pausen.

I anden halvleg genfandt EH Aalborg det polerede spil, hvor både det til tider offensive 5-1-forsvar samt Frida Høgaard og Sandra Erlingsdottir i angrebet holdt hjemmeholdet inde i kampen. Flere gange havde holdet muligheden for at mindske afstanden til blot to mål, men hver gang var det små marginaler, der gjorde, at nordjyderne alligevel ikke kom helt tæt på SønderjyskE.

- Når du møder rækkens bedste hold - og det gælder uanset hvilken række du spiller i - så skal du jo have marginaler, for at lave den helt store overraskelse; der skal du være heldig på de helt rigtige tidspunkter. Der må vi sige, at vi lige manglede det sidste held til at komme helt tæt på, siger Allan Heine.

Med nederlaget er EH Aalborg fortsat noteret for 6 point efter seks kampe - fire point efter rækkens førsteplads. Næste kamp for nordjyderne bliver søndag den 31. oktober klokken 13.00, hvor holdet på udebane møder divisionens prügelknabe, Lyngby HK.

EH Aalborg - SønderjyskE 22-28 (9-14)

Målscorere EH Aalborg:

Frida Høgaard 9, Sandra Erlingsdottir 7, Rikke Hoffbeck 3, Anne Brinch-Nielsen 2 og Njoma Zogaj 1

Stillinger undervejs:

0-3, 2-4, 4-6, 5-9, 8-10, 8-14, (9-14), 11-17, 13-18, 16-19, 17-21, 19-23, 21-24, 22-26, 22-28.

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram